Modjo leg

2, juledag og tid til julefrokost hos mine forældre.

Formiddagen startede dog lidt anderledes. Vilma var med Jørgen på andejagt og jeg skalperede stakkels Helmuth. Jeg havde så dårlig samvittighed over hans filtrede pels og besluttede mig for bare at gå i gang med saksen i stedet for at skulle strigle igennem filterklumperne. Efter et par timer var der ikke meget hund tilbage....

Vera tog med til julefrokost mens de to store blev hjemme. Min faster havde nemlig også hendes hund Modjo med. Så de to små kunne lege. Og det gjorde de så sandelig også.
6 timers leg, kun afbrudt af at Vera en gang i mellem lagde sig i bryggerset ovenpå alle vores sko og tog en powernap.Men fint at hun selv kan styre det. Modjo derimod havde svært ved at falde ned. Hun er en blanding af Shih Tzu og Griffon på 7 måneder. Og der var fart over feltet.

Det var helt umuligt at få billeder af dem, så her er kun et enkelt af en blandet hårklump:-)

Ufrivillig skudtræning

I dag gik turen til julekomsammen hos svigerfamilien. 

Alle hundene var selvfølgelig med.

Jørgen startede med at skulle rydde lidt op i andedammen. Hundene blev holdt indenfor, mens Jørgen og hans far var efter ænderne. Helmuth og Vilma var fuldstændig utålelige, rendte frem og tilbage og peb og halsede, for de ville da ikke gå glip af en god jagt! Endelig kom de ud, og løb som skollede skiderikker rundt efter de ænder, som ikke længere var der:-) 

Der lød skud

Pludselig lød et højt skud. Og et mere. Jeg havde heldigvis medister i lommen og skyndte mig at proppe et stykke i munden på Vera, da skuddet lød. Det blev ved og jeg råbte til Jørgen hvad han havde gang i! Men det var åbenbart naboen som holdt jagt. De skød og skød, og hver gang røg der medister i munden på Vera. Til sidst sad hun bare og kiggede på mig, gad ikke engang rejse sig og ventede spændt på skuddene, så hun kunne få lækker pølse. Så fik vi da lige skudtrænet og ingen problem i det:-)

Skovtur i marken

Bagefter gik vi over i "marken", et indhegnet skovområde på knap 2 ha, hvor hundene kunne løbe rundt. Helmuth og Vilma var over stok og sten, men Vera blev i rimelig afstand til os, og jeg kunne træne lidt fløjteindkald ind i mellem.

Vera og hønsene

Tilbage igen gik vi en tur forbi hønsegården. De høns var godt nok lidt farlige til en start, men blev mere og mere interessante. Jeg må sige, at Vera tager alle nye oplevelser meget fornuftigt, stille og roligt ser hun situationen an og tager så kontakt til, hvad det end er.

En meget begivenhedsrig juledag og nu ro i hytten:-)

En tur i "marken"

Vera og hønsene

Sko er altid et trygt sted at sove

Veras første jul

Jul betyder for mig først og fremmest masser af tid med familien.

Juleaften kom min mor, far og bror hjem til os. 

Dagene op til havde været hektiske med indkøb, gavepakkerier, rengøring m.m. men d. 24. var der tid til at pynte træet og hygge i køkkenet. 

Vera lagde ikke specielt mærke til træet. Vi havde været på forkant, uden julepynt på det nederste grene, men så interessant var det slet ikke. Det mest spændende var, da pakkerne kom under træet og hun hurtigt fik færten af hendes gave:-) Hun lagde sig på den side af træet og flyttede sig ikke, før hun fik sin gave. Så under dansen om juletræet, måtte vi hele tiden træde over svesken, da hun lå midt på vores "rute":-D

Der duftede godt i køkkenet, men julemiddagen for Vera var lidt sparsom, eftersom hendes mave stadig ikke er helt frisk ovenpå orm og andet spændende. Så lidt kød og zoolac. Herefter kunne hun gnave i nogle gamle ben, som ikke kunne gøre så meget ravage i maven. Vilma og Helmuth fik hver et frisk ben udenfor.

Hundene nød i den grad dagen i vores selskab. Helmuth gik fra gæst til gæst for at blive nusset. Holdt man en pause, kom poten op på armen med et lille grynt. Vera havde nydt at løbe ude, så når hun endelig kom ind, lagde hun sig og sov, og Vilma nød bare at være midt i familien og lå i sin kurv i stuen og slumrede.

Kunne sidde stille et kort øjeblik til et julekort-billede

Jeg har fundet min pakke!

Blokerer vejen rundt om træet:-)

Hundeværelse

Og nej, det er ikke et værelse hvor hundene lukkes væk, som flere har spurgt mig om. Men et værelse med alle mine træningsredskaber, aktiveringsspil, børster, sakse, godbidder og masser af plads at træne på.

Jeg var ved at gå amok over aldrig at kunne finde nogle af mine ting, når jeg skulle bruge dem. Så gæsteværelset måtte lade livet. Vi har så sjældent gæster alligevel:-)

Et par gamle reoler købt gennem guloggratis, og et skumgulv (som babyer ligger på), og så var det klaret:-)

Hvor er jeg glad, og glæder mig til at få gang i det!

Vera var den første til at indvie værelset

Året der gik

Vi har nu midten af december, så jeg synes, det er tid til at kigge tilbage på de planer, jeg lagde sidste år ved samme tid for 2015, og hvordan året er gået.

Helmuth 2015

Ambitionerne for Helmuth var at blive int. udstillingschampion, at blive mere voksen og fornuftig og snuse til rally.

I Neumünster i maj måned opnåede Helmuth sit sidste certifikat og blev int. udstillingschampion! Samtidig blev han bedst i race og vandt over to finske barbeter, som havde vundet hver deres klasse på verdensudstillingen 2014! Han har klaret sig formidabelt, hver gang jeg har udstillet. Han er og bliver min Mr. Lækkermås, og han ved det!
Herudover nåede vi faktisk frem til at stille til en uofficiel rallyprøve i september. Og det gik rigtig fint! 91 points! Jeg er meget stolt af Helmuths udvikling. Og spændt på hvordan den fortsætter til næste år.

Vilma 2015 

Planerne for Vilma var at fortsætte Do as I do (DAID) træningen, og det gjorde vi også første halvår. Jeg arrangerede en DAID træningsweekend, og Vilma klarede sig fremragende. Herefter har jeg ikke trænet så meget, men må hellere igang igen. Det er en sjov og uformel træning, som udfordrer Vilma. Det kan både hun og jeg li'!
Ellers går det stille og roligt med hende. Hun blev i maj røntgenfotograferet og fik konstateret begyndende slidgigt i lændeområdet, men hun virker glad og veltilpas, graver en masse huller i haven, leger, og hygger i sofaen.

Tanja 2015

For mit eget vedkommende ønskede jeg mig en solrig udlandsrejse, som i år gik til Italien. Dejlig ferie! Lige hvad jeg havde brug for for at lade batterierne op.
Jeg er også startet på uddannelsen til kinesiolog. Det har været både spændende og frustrerende. Spændende fordi man kan gøre SÅ meget for sig selv og andre med få midler. Frustrerende fordi jeg SÅ gerne vil kunne det, men det er SÅ fremmed for mig, og jeg har ikke haft forståelsen for, at det tager tid. Jeg har nu accepteret at være tilfreds med, hvad jeg kan, og vente på at lære mere. Det har givet mig ro igen. Det er en rejse, som fortsætter i det nye år.

I sommers var jeg igennem et kortere coaching forløb med Helmuth. På samme måde som med kinesiologi uddannelsen, viste forløbet mig nogle fokusområder til at finde mig selv igen og finde min indre ro. Det er noget, jeg arbejder videre på.

Af ikke-planlagte aktiviteter har jeg udgivet en bog! Jeg kan jo ikke gå i tomgang, så det var lige et projekt efter mit hoved:-)

2015 har også budt på psykisk udfordrende tider og gør det stadig. Jeg overlevede en stor fyringsrunde på OUH i september, som havde hængt over hovedet siden før sommerferien. Svigerfar fik i august en 4 double by pass med dertilhørende komplikationer og er stadig ikke helt frisk, men det går den rigtige vej nu. Og min far har lige fået konstateret kræft, er i gang med udredning og skal så i behandling snart. Hertil kommer, at jeg har taget 20 kg. på, så gæt hvad fokus skal være for 2016?!

Et godt hundeliv 2015

I hundeskolen har jeg prøvet lidt forskellige koncepter af. Vinter og forår bød på DAID kursus og fitness for hunde. Jeg var ikke helt tilfreds med forløbene, derfor har jeg sat det på pause igen, indtil jeg finder ud af, hvad der fungerer for mig.
Efter sommerferien åbnede jeg igen op for nye kursister, og det var skønt med det samme at få fyldt holdene op igen.
Hundens dag og julegåtur er blevet faste traditioner og 2 arrangementer, som jeg glæder mig til hvert år! Mange af mine kursister er blevet tætte bekendtskaber, som jeg nyder at få ordentlig tid til at snakke med ved disse arrangementer.

Det ekstra

Ja, og så er der jo lige det ekstra som ikke stod i stjernerne. Vera er flyttet ind! Den mest fantastiske, lille glædesbombe på jorden. Og vi nyder hende alle i fulde drag!

Panik og tvivl sniger sig ind

I sidste uge kunne jeg mærke et lille stik af panik. Får vi nu trænet nok og når vi alt det, vi skal med Vera i disse vigtige første socialiseringsuger? Hun vokser så hurtigt og lige om lidt er hun teenager!

Jeg kan klart sige, at lydighedsøvelser har ikke stået øverst på vores liste.

Men når jeg kigger tilbage, må jeg indrømme, at vi alligevel træner. Vi ligger det bare naturligt ind i hverdagen, og på den måde føler jeg ikke, det er så tydeligt.

Miljøtræning

På vej på arbejde

En lille lur på kontoret

Miljøtræningen har været at komme med mig på arbejde 2 gange i løbet af den sidste 1,5 uge. Udover at komme et nyt sted hen med masser af mennesker og trafik, var det også vigtigt for mig at lære hende at slappe af i fremmede omgivelser. Det lykkedes! Det tog sin tid at komme til og fra kontoret, for hun skulle jo hilse på alle mine søde kolleger, men når vi sad på kontoret og lukkede døren, lagde hun sig ned og enten tyggede i sin oksesene eller SOV.

Herudover var hun med til book party, hvor hun også bare lå og tyggede i tørret blære og sov.

I næste uge skal hun med Jørgen på arbejde. Hans kolleger plager for snart at se hende:-)

Vores træningsfokus

Når vi går rundt udenfor, har vi altid en fløjte om halsen og godbidder i lommen. Så tager vi lige et par indkald, og vi fløjter også altid når maden serveres.

Jeg er også begyndt at træne børstning. Det foregår ved, at jeg ruller min yogamåtte ud. Den kan hun nemlig stå fast på. Vores gulv er frygtelig glat. Absolut ikke hundevenligt! Så holder jeg en håndfuld godbidder foran snuden på hende, børster et par strøg, og bliver hun stående, slipper der godbidder ud af hånden:-)

Den næste store opgave bliver at træne hente/bringe - opstarten til apportering. Hun tager meget gerne ting i munden og bærer rundt på, men afleverer helst ikke. Helt naturlig hvalpeadfærd. De lærer jo i søskendeflokken at kæmpe for deres ret og holde fast!
Jeg har lidt svært ved denne opgave, da jeg hurtigt opgiver, når det ikke lykkedes de første par gange. Men jeg må tage mig selv i nakken og blive ved og holde fast i at det er en leg og ikke blive for alvorlig. Heldigvis er det noget Jørgen også synes er sjovt at træne, så vi deler i døren i denne øvelse:-)

Leg, leg og mere leg

Vilma og Vera leger som sindssyge hver aften. De har så stor glæde af hinanden. Imens ligger Helmuth i sofaen hos mig. Bliver legen lidt for voldsomt, springer han ned, giver dem 2 vuf med på vejen og trækker sig så tilbage til mig igen. Det er simpelthen herligt at observere.

Vilma og Vera i en af deres utallige lege. Helmuth vil helst lege trækkeleg med Vera

Foder

Vi har nu kørt hende helt over på råt kød. De sidste 3 uger har vi blandet tørfoder og kød, men nu har hendes mave vænnet sig til kødet og benene, så nu kører vi BARF for fuld skrue.

Vi har fodret vores hunde med BARF i de sidste 6,5 år og alligevel er der stadig en lille snært af tvivl - får de nu det de har behov for? Utroligt så hjernevasket man kan blive af foderindustrien. Min fornuft siger mig, at det klart må være bedre med råt i stedet for bearbejdet foder, hvor man ikke engang kan gennemskue ingredienslisten. Og så kommer tvivlen alligevel... Det er jo bare fordi man vil sine hunde det bedste! Men jeg holder fast i det naturlige. Det gør bare nogle ting lidt mere besværlige. Bl.a. at bruge maden i den daglige træning. Det er ikke lækkert med lommen fuld af kallunstykker, klar til belønning:-)

Nu glæder jeg mig til en weekend uden de store planer. Egentlig burde jeg købe julegaver, men vil hellere tage Vera med en tur til stranden:-)

Hejsa!

Dejligt med store-søskende som kan lære at grave efter mus

Og så havde hende "mor" pludselig proppet kød i sådan en gummiting, så det var helt umuligt at få ud!

Vi har haft bookparty!

En fantastisk dejlig dag i går!

Den startede med 3 timers hundetræning - altid glade hunde og ejere, klar til at yde deres bedste i stormvejret.

Bagefter var der book party! Familie og venner kom forbi, nød bobler, fik snakket og købt bøger.
Hvor følte jeg mig elsket af alle dem, der ville fejre min bogudgivelse med mig.

Vera var også  med til book party. Det er med at udnytte enhver situation til socialisering. Men vi lagde slet ikke mærke til hende. Hun lå bag disken og gnaskede strimler af tørret blære. En gang i mellem måtte jeg lige sørge for en tissetår og til sidst sov hun. Så ukompliceret en baby:-)

Nu har jeg allerede solgt 30 bøger i disse første dage:-)

Fyens Stiftstidende har også haft en rigtig fin artikel i i lørdags om mig og bogen, men vi holder ikke avisen, så jeg må vente med at se den, til vi slår et smut forbi svigerforældrene en dag.

I dag vil jeg nyde mine fine gaver, jeg fik i går, og bare slappe af med hundene og Ella. Jørgen er på jagt i Næstved. God fornøjelse i det stormvejr!

Så er der sat bobler og godter frem til gæsterne

Bogen er klar!

 

Der bliver snakket

Familien kom også forbi

De flotte gaver, som jeg takker mange gange for.

Min bog er udkommet!

I dag har jeg hentet min bog hos forlaget. En stor mærkedag!
Den er blevet SÅ fin!

Bestillingerne tikker allerede ind. Det er godt nok spændt, om den kan sælge, når venner og bekendte har købt deres eksemplarer:-)

Bogen er målrettet den almindelige hundeejer, som gerne vil lære mere om sin hunds adfærd.

Bogen er delt i 3 hovedemner.

1. del beskriver hundens adfærd. Her får du viden om, hvorfor hunden reagerer, som den gør i mange dagligdags situationer. Du får konkret viden om hundesprog, lederskabsbegrebet, hundens drifter, instinkter og zoner. Find ud af hvilke farver din hund kan se og hvor god hundens snude rent faktisk er!

2. del giver råd og viden til hvordan du aktiverer din hund til at blive en rolig og afbalanceret familiehund. Her får du konkrete lege, som udfordrer og udvikler din hund.

3. del omhandler generelle adfærdsproblemer. Du får her råd til, hvordan du arbejder med problemer som, at hunden er urenlig, aggressiv, bange for fyrværkeri, ikke kan være alene hjemme, hvalpe der bider og ekstrem gøen.

Den kan bl.a. købes hos forlaget historia.dk, hos Arnold Busck og i diverse netboghandler.

Du kan læse mere om bogen på min hjemmeside, bl.a. se indholdsfortegnelsen og få en smagsprøve på indholdet. 

Det har været en fornøjelse at skrive den og jeg håber, at mange får glæde af at læse den!

I morgen får jeg besøg af redaktøren på Fyns Amts Avis, som vil lave et portræt til at følge med avisens pressemeddelelse på mandag.

På vej hjem fra forlaget med min nye bog

14 dage med Miss PowerPuppy

....er nu gået.

Vores indbyrdes forhold bliver stærkere, og hun ved nu, hun hører til hos os.

Øjenkontaktøvelsen har givet hende en god forståelse af sit navn. Vi udvider nu øvelsen med kontakt, mens hun går. Det er første skridt til en god lineføring.

Alt er i bevægelse

En ting, jeg har lagt mærke til, er, at hun følger alt i bevægelse. Og hun lægger ikke mærke til, hvad det er. Når vi går inde i byen, følger hun det første, bedste par ben, der passerer:-)
Jeg kender til den stærke flokdrift hvalpe har, da de ikke ville overleve uden. Men det er sjovt at gå og se, hvordan det udspiller sig.

Indkaldet på fløjte bliver mere og mere bevidst. Hver gang hun skal have mad, fløjter vi. Når vi går rundt udenfor, har vi altid godbidder og fløjte med, og træner flere gange i træk.

I skoven

Den anden dag havde jeg hende med nede i skoven. Jeg ville træne at gå i snor, men hun gik så fint ved siden af mig, at jeg tog snoren af. Hun får masser af godbudder for at tage spontant kontakt og blive ved min side.
Da vi kom i skoven, skulle hun stadig blive hos mig. Hvis hun skal bruges på jagt, skal hun kunne bevare fokus og arbejdslysten i skoven, så den ikke bliver én, stor legeplads.

Held i uheld - skoldkopper, bedsteforældre og hvalpepasning

I løbet af ugen er hun blevet passet hos mine forældre, så hun har ikke været alene med hundene mere end 15 minutter ad gangen endnu. Det var held i uheld, at Ella fik skoldkopper i mandags, så hun alligevel skulle passes af mormor og morfar. Så kunne Vera komme med:-) Ellers var jeg lige ved at blive stresset over, hvordan vi skulle planlægge ugen med at være hjemme og arbejde samtidig, da Vera stadig er for lille til at være alene hjemme (på trods af at vi har de andre hunde).

På rideskole

I lørdags skulle Ella have sin første ridetime ever, og det skulle være Veras store miljøtrænings-moment i denne uge. Det var også en oplevelse. Ponyerne var til en start lidt farlige, men vi tog det stille og roligt og langsomt med øjenkontakt og godbidder nærmede vi os stalden. Da ponyen kom ud på ridebanen, blev den mere spændende. Nu bevægede den sig (satte gang i flokdriften), og hun havde fået så mange godbidder for bare at se på den i stalden, at Vera så det positive i den.
Mit fokus var 2 ting i løbet af ridetimen; 1) træne øjenkontakt med forstyrrelser, 2) træne at vente og lave ingenting. Især den sidste har jeg fokus på, da det er en af tingene, jeg har misset med Helmuth og døjer med nu.

Søndag havde vi familiemiddag hos mine forældre, så her stod den på masser af nye mennesker.

Hormoner gør gode venner

Vilma er blevet højløbsk, og det er faktisk også meget godt. Nu synes hun, Vera er fantastisk sjov at lege med, og spiller op. Så de hygger sig virkelig om aftenen. Vilma er lidt ekstra fjantet pga. hormonerne, men hvis det er det, der skal til, for at hun affinder sig med Vera, så hilledusseda:-) Man siger også, at ting indlært med hormoner, sidder ekstra godt fast. Så når hendes forhold til Vera bygger på masser af hormoner, bliver de uadskillelige:-D
Til gengæld har Helmuth det hårdt i disse dage....

Jeg må simpelthen sige her til sidst, at hun er bare sådan en glad hvalp og skaber glæde ved sin bare eksistens! Ja, hun er energisk, men hun har samtidig et blødt og meget kærligt sind. Det er trods alt ikke hovedkulds fuld fart frem hele tiden, men mere et indre drive, som gør hende glad og nysgerrig.

Vi træner øjenkontakt ved rideskolen

En meget fleksibel hvalp.... Hun har mange sjove sovepositioner

Dagens aftensmad, mums! Efter en tur ved slagteren efter 11 kg. ben

Vilma og Vera bliver bedre og bedre venner

Miss PowerPuppy

A ka Vera er flyttet ind! Hvilken lille herlighed! Så lille en klump, fyldt med så meget glæde!

Efter 6 dage i huset kender hun os nu, og følger nysgerrig med i alle dagligdagens gøremål.

Mandag sagde vi og Vera farvel til Elisabeth og drog mod Amsterdam lufthavn. Det var en mærkelig fornemmelse at rejse med en lille hvalp, som ikke kendte os. Der var utrolig mange indtryk i lufthavnen. Hun sad i sin taske og kiggede på den store verden, som havde åbnet sig. Fra check-in til sikkerhedskontrol til mylderet i terminalen. Da vi endelig kom til gaten og satte os ned, puttede hun sig ned i tasken og SOV. Hun sov hele turen i flyet. Og da vi landede, vågnede hun kort, mens vi hentede bagagen. Herefter sov hun også resten af vejen hjem i bilen.

Første møde med Vera hos Elisabeth. Masser af kys!

Vera sover med hovedet i min hånd ved gaten

I flyet på vej hjem

Ella var rigtig glad og spændt på at se hende, da vi endelig var hjemme efter 6,5 times rejse. Hun startede med at give hende aftensmad, så de kunne lære hinanden lidt at kende. Ellers gik Vera roligt rundt og kiggede sig omkring.
Vilma syntes, det var et mærkeligt væsen, vi havde taget med os. Og hun venter nok stadig lidt på at hun flytter ud igen. Hun ignorerer mest Vera og hvis Vera bliver lidt for fræk, får hun et ordentlig VOV.

Helmuth tager hende mere naturligt til sig. Han ved ikke helt, hvordan han skal lege med hende. Men virker ikke på samme måde irriteret. De to barbet'er følges ad rundt omkring i haven. Han er og bliver en rigtig god storebror til sådan små væsner.

Ella lærer Vera at kende

Helmuth passer godt på den lille nye

Alle sover sammen i stuen

Denne første uge har jeg sovet med hundene på en madras inde i stuen om natten. Ella sov med os den første nat.

Det er så vigtigt at lære hinanden at kende, og den eneste måde at gøre det på er ved at være sammen hele tiden:-) Så jeg har holdt ferie og brugt al min tid på gulvet med hundene, hygget, nusset og leget.

Ellers er tiden gået med at vise Vera rundt på matriklen, været ved dyrlæge til vaccination, med mig på forlaget og revidere bog, en tur i gågaden, haft besøg af min faster og hendes hund Modjo, besøg af Signe med lillefisen Venus, været til hvalpemotivation for første gang og til sidst en tur forbi svigerforældrene i dag.

Hun er simpelthen SÅ glad og hygger sig, hvorend hun er.

Det træner vi

Af øvelser træner vi øjenkontakt og indkald på fløjte. Det vil også være disse 2 øvelser vi fokuserer på den næste uges tid, inden vi begynder at bygge mere på.
Jeg har alle 3 hunde siddende foran mig og træner deres navne på skift. På den måde lærer de 2 "gamle" også, hvem Vera er. Og Vera er faktisk rigtig god til at vente, til det bliver hendes tur.

Lidt hjemve

I tirsdags eftermiddag havde hun lige et øjeblik, hvor hun pludselig løb rundt i huset og ind i alle værelser, mens hun peb. Hun ledte simpelthen efter sin mor og søskende. På dette tidspunkt havde det første chok over flyveturen sikkert lagt sig, og hun kunne ikke finde ud af, hvor hun var.
Jørgen satte sig på gulvet, tog hende op og hun faldt i søvn i hans arme. Da hun vågnede, var hun tilbage, frisk og glad igen. Det er den eneste hjemve hun har vist. Virkelig flot klaret!

Smager på den fynske græs

Turen går efter brormand

Helmuth prøver at spille op til Vera

I fuld galop

I dag fik hun så også oplevet sin første sne. Som med alt andet tog hun det som en sjov udfordring og kastede sig ud med snuden lige i sneen og drønede rundt.

Den snebold ser altså meget spændende ud Ella!

Familien samlet om årets første snemand

I morgen begynder hverdagen igen. Jeg tager Vera med denne første dag på arbejde. Og så arrangerer vi os, så både Jørgen og jeg kan tage nogle hjemmearbejdsdage i den kommende uge.
Selvom hun er en mentalt stærk hvalp og hun har to hunde at støtte sig til, er det stadig for tidligt for hende at være alene hjemme i flere timer. Jeg vil gerne lige give hende en uge mere, og så langsomt vænne hende til det.

Lidt af hvert

Det er længe siden, jeg har skrevet, så her kommer både stort og småt.

Vera på vej

Den største nyhed er at vi venter på Vera, vores nye lille hvalp. Jørgen og jeg flyver til Holland på lørdag for at hente hende.

Grunden til at vi skal flyve for at hente hende er de nye rabiesvaccine regler. Danmark har besluttet, at man gerne må importere en hvalp under 3 måneder uden rabiesvaccine, men vi må ikke køre gennem Tyskland. Og derfor må vi flyve, for ikke at vente med at få hende hjem til hun er 4 måneder gammel.

Jeg glæder mig helt vildt!!

Som 5 dage gamle blev hvalpene ramt af en virus, så de første par uger var nervepirrende, men heldigvis spiste vores lille dame sig stor og stærk og overlevede.

Hendes stambogsnavn er Peliyah, som betyder Guds mirakel, så hun får lidt at leve op til:-) Det må vi så hjælpe hende med at opnå.

Bog på vej

Næste nyhed er at mit manuskript ligger hos forlaget, som er i gang med layout, så min bog kan udkomme sidst i november!

Det bliver simpelthen også SÅ fedt!

Den hedder selvfølgelig Et godt hundeliv, som hundeskolen og hele min tilgang til hundene. Og giver tips og råd til at forstå vores hunde, så vi får et solidt grundlag for et godt hundeliv sammen:-)

Vintertræning

Efterårsholdene er ved at være slut. Vi mangler kun den sidste træningsgang på onsdag.
Normalt plejer jeg at holde vinterpause herefter og indtil foråret, men i år fortsætter jeg træning på halvt blus hele vejen igennem vinteren.

Så må vi håbe, at vejret er med os.

På den måde kan Ella nemlig starte til hundetræning med Vera hos mig selv. Og Ella glæder sig rigtig meget.

Kinesiologi til dyr 2

I sidste uge var jeg afsted på 2. kursus i dyrekinesiologi, og nu skal jeg i gang med at øve!

Har allerede en hund som venter på tirsdag. Og et par aftaler med heste.

Det er med at komme i gang med det samme, for ellers glemmer jeg det hurtigt.

Det er så meget anderledes end hvad jeg nogensinde har gjort, men også spændende. Jeg er stadig imponeret over, hvordan man kan spørge kroppen, hvad den selv har brug for, og så arbejde ud fra det.

Vi arbejdede med organreflekser (punkter på huden som er forbundet med forskellige organer igennem nervebaner) Igennem disse organreflekser kan man teste om energien omkring organerne arbejder optimalt. Vi gik også dybere ned i afbalancering via følelser. Følelser har stor indvirkning på dyr, da de er mere spirituelt åbne og ikke styret af vores fornuft:-).

Jeg og 2 medkursister havde den store oplevelse at skulle afbalancere en drægtig hoppe.
Da vi testede hende igennem, havde hun fysisk ondt i næsten hele hendes krop. Når vi rørte skuldre og forben, bed hun efter os. Når vi rørte knæområdet, sparkede hun efter os. Det var lidt af en prøvelse at komme igennem alle vores tests (især for mig, som ikke er så skarp i hestesprog).

Hoppen havde brug for en psykisk afbalancering. Hun havde på temmelig brutal vis mistet et føl og denne sorg bar hun stadig rundt på. Hoppen valgte selv en stressfrigørelse gennem telepati.Og nu stod hun helt stille, uden hverken bid eller spark. Jeg sendte en masse lys til situationen indtil situationen fadede stille og roligt ud. Herefter havde hun brug for støtte via blomsterremedier og til sidst hjerneintegration for at have tillid til fremtiden.

Efter afbalanceringen testede vi hende igennem igen. Hun stod helt stille og den fysiske smerte var væk. Det er simpelthen utroligt! Og en stor oplevelse for mig!

Nu vil jeg nyde denne solrige søndag uden nogle planer overhovedet. SKØNT!

Nervepirrende

Jeg følger nervepirrende hvalpene i Holland med daglige updates fra opdrætteren Elisabeth,

Moët fødte 7 sunde, fine hvalpe fredag d. 18. september, 4 hanner og 3 tæver.

Elisabeth kontaktede os og fortalte, at går alt godt er en af tæverne vores. Det er helt fantastisk for jeg synes, både match af mor og far og opdrætteren er helt fantastiske. Så jeg var meget glad.

Når jeg har kigget på billeder og videoer, følte jeg en eller anden samhørighed med den lille gule hvalp (også på det tidspunkt jeg ikke engang vidste om det var en pige eller dreng).

I fredags (da hvalpene var en uge gamle) får jeg besked, at en af hanhvalpene er død. Vi venter på svar fra obduktion, krydser fingre for en genetisk defekt og frygter en virus. Det viser sig at være en virus, og den lille gule pige er også begyndt at få symptomer. Hun er en lille fighter, hun drikker godt og temperaturen er god. I nat viste hun dog tegn på mavepine igen. Da hun var ved dyrlæge i dag for at få sin anden antibiotika indsprøjtning, kunne dyrlægen høre væske i den ene lunge. Så hun er ikke home safe endnu - langt fra!

Puha, det er hårdt at følge på afstand. Jeg forsøger at fjernheale via akupressurpunkter for virus og sende lys til hvalpene. Det virker lidt mærkeligt, men så føler jeg i det mindste, jeg gør noget.

Vær sød at sende en masse lyse, positive tanker mod hvalpene, så de alle kommer godt igennem denne hårde start på livet.

I kan følge med, hvordan det går med hvalpene på Elisabeths blog.

Vores første prøve

I tirsdags deltog Helmuth og jeg i vores første rallyprøve - en for-sjov prøve til fordel for Hundesport mod Cancer.

Prøven blev afholdt af min rallytræner Iben sammen med DcH Nordfyn og DcH Brenderup på banen hvor vi plejer at træne, så i hjemmelige omgivelser.

Vi stillede op i begynder og åben klasse.

Der er mange gode ting at trække frem fra den aften.

Da vi ankom, gik vi rundt om boldbanerne og fik snust af. Jeg havde i forvejen forberedt mig på hvilke øvelser jeg skulle bruge som opvarmning og i hvor lang tid, vi skulle varme op. På vej mod Nr. Broby hørte jeg min udvalgte musik og visualiserede hele aftenen for mig og den stemning, jeg ønskede.

Det gik efter planen. Helmuth var selvfølgelig lidt "rundt over det hele" i starten, indtil han fandt  ud af, at jeg også var med. Men jeg tog den med ro og holdt mig til programmet.

Vi gik banen igennem først uden hund, og jeg var rimelig tryg ved øvelserne. Slet ikke nervøs. Der var en god stemning og jeg havde besluttet mig for at hygge mig og nyde aftenen.

Helmuth var anden sidst, og vi startede med god kontakt, da vi stod klar. Helmuth var lidt hurtig til at snuse rundt og miste kontakten (der var også en sød lille dame i løbetid ude ved siden af banen:-)), men også god til at komme tilbage. Jeg synes, vi gik en hæderlig bane. Især var jeg rigtig stolt af spiralen hund yderst, for jeg har trænet meget, at Helmuth skulle være hurtig til at dreje med mig om keglerne, og det lykkedes.

Det gik faktisk meget bedre end jeg havde troet. Vi blev nr. 3 med 91 points. Nu glæder jeg mig til at se pointsedlen på tirsdag, når vi kommer til træning.

Åben klasse var lidt en anden sag. Men så kan jeg jo lære at sætte mig ind i reglerne på sådan en rally bane. Det havde jeg ikke lige tænkt ind i min forberedelse:-)

Helmuth var ved at være lidt træt, men jeg synes stadig vi havde en god kontakt ved start. Første øvelse var "sende over 2 spring". Helmuth så ikke lige springene (måske fordi han havde SÅ god øjenkontakt med mig) så han løb udenom. Jeg tog øvelsen om. Nu sprang han over første spring men løb udenom andet. Jeg tog om igen og han sprang over begge spring. Reglen er bare at man kun må tage en øvelse om 1 gang, så det gav temmelig mange minuspoint allerede ved første øvelse....

Herefter gik det hæderligt, men jeg havde svært ved at fange hans kontakt, da vi gik i vindretning mod løbetidsdamerne. Jeg blev lidt frustreret, trak vejret for overfladisk, og det må jeg tage med mig som erfaring. Husk at bevare roen!

Da vi nåede til synkron vending mod højre mistede jeg Helmuth igen. Jeg tog øvelsen om, men han fangede den stadig ikke, så jeg tog om igen. Jeg havde jo stadig ikke forstået at man kun må tage om 1 gang! Så igen mange minuspoints. Helmuth blev rådvild og anede ikke hvad jeg ville have ham til, så jeg gik hen og nussede ham og peppede lidt, og herefter kørte vi både denne øvelse og de sidste 2 øvelser til UG med slange og +! Problemet er så her, at fører ikke må have fysisk kontakt til sin hund, så ved at nusse ham, var vi blevet disket, havde det været en rigtig prøve.

Skidt pyt! Vi sluttede på toppen med super øvelser og kontakt, og jeg var SÅ stolt af min lille Mr. Lækkermås.

Jeg vil gerne fremhæve nogle positive punkter, som vi har kæmpet meget for at nå til:

• Helmuth lavede ikke et eneste udfald mod andre hunde, selvom der var fremmede hanhunde til stede. 
• Vi gennemførte 2 baner uden godbidder.
• Vi havde nogle rigtig gode opvarmninger hvor kontakten var helt i øjet. 

Vi fik en "fortjenst-roset" med teksten "you did it" af Iben, som tegn på vores hårde arbejde, og den blev jeg rigtig glad for! Det er dejligt, når andre lægger mærke til det arbejde, man laver. Det er ikke alle hunde, som er lige nemme, og det er noget af en rejse, Helmuth og jeg er kommet på:-)

Jeg har store forhåbninger for hvordan det skal gå os til foråret, hvor jeg vil prøve et par rigtige rallyprøver.

Til sidst vil jeg sige tillykke til Signe og Helmuths kæreste Venus, som blev nr. 2 i begynderklassen med samme antal point som vinderen, nemlig 94 points. Kun slået med 3 sekunder af Helle og Tikki, som gjorde det strålende! Signe skal bare have lidt længere ben, så kan hun være med på tid næste gang:-)

Så er vi klar til start

Signe gør klar til start mens jeg får feedback fra dommer Iben

Der skal altid være tid til hygge også!

Fra skidt til godt

Denne dag har været lang og fyldt med følelser.

Vi går igennem en større spareøvelse på OUH. IT afdelingen samt de øvrige stabe skal også bidrage til den store besparelse, hvilket er fair nok. Det viste sig, at IT afdelingens bidrag lød på i alt 8,8 mio. kr. Det svarer til at vi skulle sige farvel til mellem 16 og 18 kolleger.

I dag var den frygtede dag. Vi ville alle få en mail kl. 15.00, hvor der stod, om vi var indstillet til fyring eller beholdt vores job.

Jeg flexede i formiddags, for jeg kunne slet ikke koncentrere mig. Det meste af tiden gik med at gå rundt udenfor med hundene og børste Helmuth.
Om eftermiddagen havde jeg et par telefonmøder, hvilket var fint, så tankerne blev fokuseret på noget andet.

Klokken nærmede sig, og kl. 15.00 var der ikke kommet nogen mail! Kl. 15.11 skrev jeg og rykkede min chef og i samme øjeblik tikkede mailen ind om, at jeg ikke skulle til samtale. Det betød, at jeg beholdt mit arbejde! Jubii og pyha. Stadig er der mange af mine kolleger, som har fået andet svar. Det er bare sådan en hård proces og SÅ synd for de, der er blevet ramt.

På mandag får jeg at vide, i hvilket funktionsområde jeg skal være fremadrettet. Jeg har selv søgt om at komme til et andet område, end det jeg sidder i idag. Så er spændt på, hvad der skal ske.

Hanhund og træning med løbetidsdame

Her til aften var Helmuth og jeg så til træning.
Det føles som evigheder siden, fordi jeg meldte afbud sidste tirsdag. Sidste tirsdag var der kommet komplikationer til svigerfars 4 x bypass og vi havde lige fået at vide, hvor mange der skulle fyres, så energien var MEGET lav.

Men i hvert fald er jeg SÅ stolt af min lille krøltop. Først undrede jeg mig over, at han var meget mere oppe at køre, da han kom ud af bilen, end han har været de sidste 2 gange. Men jeg tænkte, at han nok havde kunnet mærke min nervøsitet hele dagen. Siden fandt jeg ud af, at der også var en tæve i løbetid på holdet. Ååååhhh så forstår jeg meget bedre!

Men det skulle ikke ødelægge træningen. Som Iben har lært mig, er der ting jeg kan gøre noget ved, og omstændigheder som vi bare må arbejde indenfor. Dette var en omstændighed, vi ikke kunne ændre. Derfor måtte jeg fokusere på, hvad jeg kunne gøre. Og pist er min frustration væk og jeg kan med ro i maven arbejde videre.

Efter ca. 15 minutter var Helmuth ved at være varmet op og klar til at træne med mig. Det allermeste af tiden var der en fantastisk god kontakt, og Helmuth arbejdede SÅ fint.

Nu ligger han træt på gulvet ved siden af mig, og vi er begge klar til snart at gå til ro glade og tilfredse med aftenens indsats.

På næste tirsdag holder Iben en uofficiel rallyprøve hvor vi er tilmeldt. Til den skal jeg have forberedt mig på, hvordan jeg får Helmuths opmærksomhed tilbage, hvis han pludselig finder et eller andet som er meget spændende udenfor banen. Hvis jeg kan få det på plads, tror jeg, at jeg kan holde nervøsiteten på et minimum, og få nydt aftenen. Det er jo kun for hygge og for at mærke allerførste gang, hvad det vil sige at være til prøve.

Den lille forskel

Under mit coaching forløb med Iben lærer jeg mange ting.
En af tingene har haft rigtig stor betydning for mig og min omgang med Helmuth.

Det drejer sig om at fokusere på det, der lykkedes i stedet for det, der mislykkedes.
Det lyder meget logisk, men er faktisk svært.

Jeg bruger vores indkørsel til at træne fri ved fod. Her skal Helmuth gå mod vejen ved siden af mig i en øjenkontakt. I starten blev jeg frustreret, fordi han kiggede alle mulige andre steder hen. Så kig dog på mig! var min reaktion.
Iben bad mig lægge mærke til hvor hurtig han var til at vende opmærksomheden tilbage til mig i stedet for hvor mange gange han kiggede væk. At fokusere på det positive, gjorde en verden til forskel. Det kan godt være at han stadig kigger væk, men det bekymrer mig ikke, I stedet glæder jeg mig over hans kontakt, og Helmuth synes jeg er meget sjovere at træne med. Det ender så med at han tilbyder endnu mere kontakt.

Et andet eksempel er en hund som hopper op. Den mest naturlige reaktion fra ejer vil være "du må ikke hoppe op". Men lad os så flytte fokus fra negativ til positiv. "Alle fire ben i jorden og du får masser af nus". Når hunden hopper op, er der ingen reaktion. Når hunden lander på jorden, er der jubel og overstrømmende glæde.

Hundene vil meget hellere arbejde med og for os, når vores humør er i top. Og det bliver det automatisk, hvis vi mennesker fokuserer på det positive i livet. Ligeledes har vi på denne måde sat os en klar forventning om, hvad vi gerne vil have, hunden skal gøre i stedet for hvad den ikke må gøre. Det gør det nemmere for hunden at gøre det rigtige.

Det er en proces, som jeg stadig er i gang med, men en spændende proces, hvor jeg efter 4 uger tydeligt kan mærke resultater i mit eget velbefindende.

En hel almindelig weekend eller

Hvor var det skønt at gå ind til en weekend uden planer, for det kan jeg så hurtigt lave om på:-)

Lørdag tog Ella og jeg med en børnehaveveninde og hendes mor til Lundeborg og brugte 3 timer på stranden og Valhalla legepladsen. SÅ hyggeligt og skønt med tøsesnak både på det ene og andet niveau.
Om eftermiddagen var det tid til Helmuths og min 4. enetime med Iben og hendes mand Henrik. Det var meget varmt og Helmuth havde ligget hele dagen på det kølige bryggersgulv for at holde det ud. Men han mandede sig op, og vi lykkedes med en time, hvor vi fik vist vores hjemmearbejde - at sende Helmuth ud til en kegle fra 5 meters afstand i første forsøg. Samt trænet fri ved fod mens Ibens hund legede rundt som forstyrrelse.
Da vi startede hos Iben i marts, blev alle øvelser udført med godbid i hånden, for at jeg kunne være sikker på at holde hans opmærksomhed hos mig. Men langsomt lærer jeg nye måder at bevare hans fokus, og nu er godbídden i lommen og kommer først op ved belønning. Dejligt, da man ikke må have godbid med på banen til prøve.

I dag tog Helmuth og jeg til Birkende og gik os en tur på boldbanerne, hvor der skal afholdes rallyprøve i oktober. Jeg havde sat mig som mål for turen, at vi skulle kunne gennemføre 5 minutters stationære øvelser og 3 minutters fri ved fod. Det var tydeligvis lavt sat, for efter at have snust området lidt igennem, var Helmuth klar til at træne, og vi fik lavet nogle rigtigt fine øvelser. Igen uden godbid i hånden, og så endda et helt fremmed sted, så det var jeg mest glad for.

Efter Birkende kørte vi til stranden og Helmuth fik 5 ture i vandet efter sit højt elskede fyrtårn. Her er det tydeligt at han er i sit rette element. Vi delte stranden med en godt-i-stand nudist af mandligt køn:-) Men Helmuth tog da heldigvis ikke fejl af klokkeværket, som skulle hentes:-D

Helmuth i sit rette element

Til frokost tog Ella og jeg til Odense for at købe fødselsdagsgaver i Toys r'us, og når vi nu alligevel var på de kanter, tog vi videre til Søndersø for at kigge på rallyprøve. Jeg ville gerne se hvordan det foregår, og der var ro og masser af plads til hundene, så det beroligede mig lidt til vores egen prøve i oktober. Ella fandt 2 cavaliere og så var hun optaget mens jeg kiggede på banen.

Nu må jeg overveje, om Helmuth og jeg skal gå en aftentur senere eller om det er nok for i dag - har også lige lidt hundetræning, som skal forberedes til i morgen:-)

En dejlig weekend uden planer;-)

Nyt familiemedlem

I går fik vi den glædelige nyhed at der banker små barbethjerter inde i Moëts mave.
Det betyder, at går alt godt, kan vi hente en lille barbet pige i Holland til november.

Moët ejes af Elisabeth Roest Kempemo, som er svensk men bosat i Holland.
Elisabeth udgav sidste år den mest omfattende racebog om barbeten til dags dato "The Barbet revealed", så hun ved, hvad hun har med at gøre.

Hun ejer selv 2 barbeter; Yatzie og Moët. Yatzie er mor til Moët.
Elisabeth er en lille opdrætter som opdrætter af kærlighed til racen og behandler sine hunde som sine børn. Præcis som vores forhold til vores hunde herhjemme.

Moët er en energisk og sensitiv hund. Hun lever for at please, elsker at træne og er stærkt knyttet til sin familie.

Claude, som er hanhunden hun blev parret med, er en robust hanhund med en meget afbalanceret psyke.

Jeg har været særlig opmærksom på hanhundens karakter og de hanhunde, som er i begges linjer pga. det stressniveau Helmuth har lagt for døren.

Jørgen har ikke været hooked på tanken om endnu en hund fra starten, men jeg tror, han begynder at affinde sig med tanken og han skal nok blive forelsket i den lille krøltop, når hun er her. Han har bestemt navnet og hun skal hedde Vera. Det står godt sammen med Helmuth og Vilma.

Nu arrangerer vi en lille kærestetur i Amsterdam samtidig med at vi skal hente hvalpen. Så skal det nok gå altsammen:-)

Du kan se billeder af Moët på hendes hjemmeside.

God øvelse

Jeg er startet et mentaltræningsforløb med Helmuth hos vores rallyinstruktør.
Iben er uddannet coach og ejer firmaet Minddog, hvor hun arbejder med særlige mentale forløb for hundeførere.

Det startede ved at jeg spurgte hende om Helmuth og jeg kunne blive klar til rallyprøve i oktober. Her fulgte en hel masse spørgsmål tilbage om hvad mine kriterier skulle være for at gå op, hvordan jeg ville forberede mig og Helmuth, hvilken følelse jeg ville have på banen og udenfor banen m.m.

Efter at have skrevet sammen over et par uger, aftalte vi at enetimer måtte være vejen frem.

Min bekymring ligger ikke i om vi kan øvelserne (for det kan vi godt), men den ligger i at skulle være omkring så mange andre hunde, fordi Helmuth gøer og farer ud i hovedet på dem.

Jeg er meget opmærksom på at de udfordringer jeg oplever med Helmuth, kommer fra mig selv, men havde brug for hjælp til at komme videre. Det sværeste skridt er at bede om hjælp men jeg er meget glad for at jeg gjorde det!

Hurtigt kom vi frem til at jeg skal fokusere på de positive oplevelser med Helmuth. Jeg har en tendens til at sige til mig selv "det var fint men...."

Hver aften sidder jeg derfor og tænker dagen igennem ogg noterer 3 positive ting jeg har lavet med Helmuth denne dag og 3 positive ting for mig selv uden hundene.

Det er en utrolig god øvelse! Lige stoppe op, tænke dagen igennem og selvom jeg nogle gange synes, der ikke er sket det store, så dét at være tvunget til at skulle trække 3 positive ting frem, gør at dagen ikke forsvinder som én i mængden.

Herudover skal jeg hver aften forberede mig mentalt på en opgave den efterfølgende dag. Igen en rigtig god øvelse. For mig gælder det om at jeg begynder at handle på mine tanker. Pt. fylder bekymringerne i hovedet fordi jeg ikke handler på dem. Så snart jeg har taget en aktiv beslutning om hvordan en opgave skal håndteres, kan jeg mærke det på mit humør og stressniveau.

Jeg er meget taknemmelig for disse redskaber og selvom jeg kun lige er gået i gang, mærker jeg fremskridt for mig. Er spændt på om det på et tidspunkt fortsætter videre til Helmuth.

Velkommen Herbie

I søndags flyttede lille Herbie ind hos os for en uges tid.

Herbie er en lille, energisk og fræk græsk gadehund. Når jeg siger lille betyder det at vores græs er højere end ham (nu har vi også temmelig højt græs:-))

Han faldt hurtigt til og ser ud til at nyde sin ferie her.

Han er mest interesseret i Vilma, men hun gider ikke lege. Så når Helmuth melder sig på banen, er Herbie klar. Herbie elsker at løbe stærkt, og jeg tror Vilma og Helmuth har fundet ud af at de ikke kan følge med og så gider de bare ikke.

Han finder sig i at blive børstet når pelsen er besat af burrer (dem har vi nemlig rigtig mange af!) og kan lokkes til hvad som helst med et stykke pølse. En sød lille dreng.

Nu er han også begyndt at tage kontakt til os. Den første dag holdt han sig mest for sig selv og sammen med hundene. Men efter et par øjenkontaktøvelser fandt han ud af at vi faktisk er et meget godt bekendtskab:-) Jeg laver altid øjekontaktøvelser med vores feriegæster for at få etableret en relation til dem.

I går var min faster også på besøg og hun havde sin lille 9 ugers hvalp med. Nøj da da, hvor var hun sød!
Blanding af Shih Tzu og Griffon, og meget kæk.
Hun holdt sig absolut ikke tilbage selvom hun kom ind i et hus med 3 voksne hunde.
Ella var også helt vild med hende.
Så der blev nusset og pusset til den store guldmedalje.

Nu vil jeg gå ud og træne lidt med hundene og nyde mine sidste 2 fridage inden ferien er slut og arbejdet kalder igen. God dag til jer alle.