søndag den 23. august 2015

En hel almindelig weekend eller

Hvor var det skønt at gå ind til en weekend uden planer, for det kan jeg så hurtigt lave om på:-)

Lørdag tog Ella og jeg med en børnehaveveninde og hendes mor til Lundeborg og brugte 3 timer på stranden og Valhalla legepladsen. SÅ hyggeligt og skønt med tøsesnak både på det ene og andet niveau.
Om eftermiddagen var det tid til Helmuths og min 4. enetime med Iben og hendes mand Henrik. Det var meget varmt og Helmuth havde ligget hele dagen på det kølige bryggersgulv for at holde det ud. Men han mandede sig op, og vi lykkedes med en time, hvor vi fik vist vores hjemmearbejde - at sende Helmuth ud til en kegle fra 5 meters afstand i første forsøg. Samt trænet fri ved fod mens Ibens hund legede rundt som forstyrrelse.
Da vi startede hos Iben i marts, blev alle øvelser udført med godbid i hånden, for at jeg kunne være sikker på at holde hans opmærksomhed hos mig. Men langsomt lærer jeg nye måder at bevare hans fokus, og nu er godbídden i lommen og kommer først op ved belønning. Dejligt, da man ikke må have godbid med på banen til prøve.

I dag tog Helmuth og jeg til Birkende og gik os en tur på boldbanerne, hvor der skal afholdes rallyprøve i oktober. Jeg havde sat mig som mål for turen, at vi skulle kunne gennemføre 5 minutters stationære øvelser og 3 minutters fri ved fod. Det var tydeligvis lavt sat, for efter at have snust området lidt igennem, var Helmuth klar til at træne, og vi fik lavet nogle rigtigt fine øvelser. Igen uden godbid i hånden, og så endda et helt fremmed sted, så det var jeg mest glad for.

Efter Birkende kørte vi til stranden og Helmuth fik 5 ture i vandet efter sit højt elskede fyrtårn. Her er det tydeligt at han er i sit rette element. Vi delte stranden med en godt-i-stand nudist af mandligt køn:-) Men Helmuth tog da heldigvis ikke fejl af klokkeværket, som skulle hentes:-D

Helmuth i sit rette element

Til frokost tog Ella og jeg til Odense for at købe fødselsdagsgaver i Toys r'us, og når vi nu alligevel var på de kanter, tog vi videre til Søndersø for at kigge på rallyprøve. Jeg ville gerne se hvordan det foregår, og der var ro og masser af plads til hundene, så det beroligede mig lidt til vores egen prøve i oktober. Ella fandt 2 cavaliere og så var hun optaget mens jeg kiggede på banen.

Nu må jeg overveje, om Helmuth og jeg skal gå en aftentur senere eller om det er nok for i dag - har også lige lidt hundetræning, som skal forberedes til i morgen:-)

En dejlig weekend uden planer;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar