Panik og tvivl sniger sig ind

I sidste uge kunne jeg mærke et lille stik af panik. Får vi nu trænet nok og når vi alt det, vi skal med Vera i disse vigtige første socialiseringsuger? Hun vokser så hurtigt og lige om lidt er hun teenager!

Jeg kan klart sige, at lydighedsøvelser har ikke stået øverst på vores liste.

Men når jeg kigger tilbage, må jeg indrømme, at vi alligevel træner. Vi ligger det bare naturligt ind i hverdagen, og på den måde føler jeg ikke, det er så tydeligt.

Miljøtræning

På vej på arbejde

En lille lur på kontoret

Miljøtræningen har været at komme med mig på arbejde 2 gange i løbet af den sidste 1,5 uge. Udover at komme et nyt sted hen med masser af mennesker og trafik, var det også vigtigt for mig at lære hende at slappe af i fremmede omgivelser. Det lykkedes! Det tog sin tid at komme til og fra kontoret, for hun skulle jo hilse på alle mine søde kolleger, men når vi sad på kontoret og lukkede døren, lagde hun sig ned og enten tyggede i sin oksesene eller SOV.

Herudover var hun med til book party, hvor hun også bare lå og tyggede i tørret blære og sov.

I næste uge skal hun med Jørgen på arbejde. Hans kolleger plager for snart at se hende:-)

Vores træningsfokus

Når vi går rundt udenfor, har vi altid en fløjte om halsen og godbidder i lommen. Så tager vi lige et par indkald, og vi fløjter også altid når maden serveres.

Jeg er også begyndt at træne børstning. Det foregår ved, at jeg ruller min yogamåtte ud. Den kan hun nemlig stå fast på. Vores gulv er frygtelig glat. Absolut ikke hundevenligt! Så holder jeg en håndfuld godbidder foran snuden på hende, børster et par strøg, og bliver hun stående, slipper der godbidder ud af hånden:-)

Den næste store opgave bliver at træne hente/bringe - opstarten til apportering. Hun tager meget gerne ting i munden og bærer rundt på, men afleverer helst ikke. Helt naturlig hvalpeadfærd. De lærer jo i søskendeflokken at kæmpe for deres ret og holde fast!
Jeg har lidt svært ved denne opgave, da jeg hurtigt opgiver, når det ikke lykkedes de første par gange. Men jeg må tage mig selv i nakken og blive ved og holde fast i at det er en leg og ikke blive for alvorlig. Heldigvis er det noget Jørgen også synes er sjovt at træne, så vi deler i døren i denne øvelse:-)

Leg, leg og mere leg

Vilma og Vera leger som sindssyge hver aften. De har så stor glæde af hinanden. Imens ligger Helmuth i sofaen hos mig. Bliver legen lidt for voldsomt, springer han ned, giver dem 2 vuf med på vejen og trækker sig så tilbage til mig igen. Det er simpelthen herligt at observere.

Vilma og Vera i en af deres utallige lege. Helmuth vil helst lege trækkeleg med Vera

Foder

Vi har nu kørt hende helt over på råt kød. De sidste 3 uger har vi blandet tørfoder og kød, men nu har hendes mave vænnet sig til kødet og benene, så nu kører vi BARF for fuld skrue.

Vi har fodret vores hunde med BARF i de sidste 6,5 år og alligevel er der stadig en lille snært af tvivl - får de nu det de har behov for? Utroligt så hjernevasket man kan blive af foderindustrien. Min fornuft siger mig, at det klart må være bedre med råt i stedet for bearbejdet foder, hvor man ikke engang kan gennemskue ingredienslisten. Og så kommer tvivlen alligevel... Det er jo bare fordi man vil sine hunde det bedste! Men jeg holder fast i det naturlige. Det gør bare nogle ting lidt mere besværlige. Bl.a. at bruge maden i den daglige træning. Det er ikke lækkert med lommen fuld af kallunstykker, klar til belønning:-)

Nu glæder jeg mig til en weekend uden de store planer. Egentlig burde jeg købe julegaver, men vil hellere tage Vera med en tur til stranden:-)

Hejsa!

Dejligt med store-søskende som kan lære at grave efter mus

Og så havde hende "mor" pludselig proppet kød i sådan en gummiting, så det var helt umuligt at få ud!