I morges drog jeg og hundene mod Brylle til sidste agility træningsgang inden sommer.
Hold da op hvor Helmuth har rykket sig på kun 6 gange.
De første 2 gange snusede han så meget i jorden at han løb direkte ind i forhindringerne, fordi han simpelthen bare ikke så dem. Når vi ventede på vores tur, gik al tiden med at proppe frikadeller i hovedet på ham, så snart han var stille, fordi han gøede og stressede, som jeg ved ikke hvad. At vente har ikke altid været hans stærke side.
I dag løb han fokuseret banerne igennem, god koncentration og lydhør overfor mig. Han løber lige ved siden af mig (han kan godt li' at ha' sin mor tæt på:-)) så jeg måtte løbe nogle lange baner for at følge ham rundt og peppe ham. Men det gik så godt. Når vi skulle vente på vores tur, lagde han sig fint ned uden at gø. Igen en rigtig god fokus. Faktisk var han så stille, at træneren bemærkede hans markante fremskridt i at vente stille og roligt. Jeg er bare så stolt af ham!
Om eftermiddagen tog jeg Helmuth med på træningspladsen i Blommenslyst. På mit øvede hold fik han lov til at boltre sig med hønsehunden Bertha. De gik fantastisk godt i spænd. Herefter fik han lov til at træne med. Mens jeg instruerede Bertha og hendes mor, lå Helmuth fint dæk og ventede på mig (igen uden at gø). Dygtig hund! På dette hold skulle vi i dag træne introduktion til agility, så Helmuth fik lov at fortsætte succesen fra i formiddags. Bertha blev også godt træt efter dagens træning.
Efter det sidste træningshold her til aften, fik Helmuth lige en legestund med sin barndomsveninde Gaja, inden turen gik hjem igen.
Nu ligger han og sover. Han gad ikke engang at spise sin aftensmad:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar