Jeg har to principper når jeg træner med begge hunde.
1. De skal lære at når jeg siger deres navn, ved de, at det er deres tur (øjenkontakt).
2. De skal lære at vente, indtil jeg siger deres navn.
Når de to principper er på plads, kører det egentlig rimelig gnidningsløst.
Øjenkontakten har jeg trænet fra de begge var helt små, så den er de nærmest hjernevasket på nu.
Det at vente var lidt sværere. Her trænede vi i starten inde i stuen, hvor begge deres kurve lå ved siden af hinanden.
Begge hunde sad i deres kurve hvorefter jeg kaldte på den ene hund, mens jeg stod helt tæt ved den anden. Begge fik godbidder. På den måde kaldte jeg på dem skiftevis. Senere lavede jeg et par træningsøvelser med den hund "på gulvet", inden den blev sendt tilbage i kurven. Og sådan øgede jeg langsomt tiden, hvor den anden hund skulle vente i sin kurv, mens vi lavede få, lette træningsøvelser foran den ventende hund.
Det vigtigste i øvelsen er at give den hund der venter mindst lige så mange godbidder som den hund, der træner på gulvet, og måske endda flere, fordi det sværeste er altid at vente.
Jo bedre de blev til at være i deres kurve, jo sværere blev øvelserne på gulvet (dvs. der kom mere bevægelse på i stedet for stillestående øvelser). Vi lavede bla.lineføring og indkald foran den ventende hund.
Fordi jeg er gået meget langsomt frem med denne træning, kan jeg nu dække hundene af hvor det skulle være, inde som ude, og træne med dem enkeltvis og alligevel samtidig. Det er bare herligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar