lørdag den 2. august 2014

Den gode sele

I denne uge passer vi den lille Jack Russell Holger.

Holgers ejere spurgte om jeg ville træne Holger til bedre at kunne li' at få sin sele på, mens han var på ferie, fordi han ikke er særlig begejstret for den.

Så hele ugen er aftensmaden blevet serveret i forbindelse med træning af at stikke sit hoved gennem selen. Og nu stikker Holger helt frivilligt hovedet gennem selens åbning. Jeg glæder mig meget til at vise Holgers ejere hans fremskridt, når de kommer efter ham i morgen.

Du kan se vores hårde arbejde her:-)


Sele fremfor halsbånd

Jeg foretrækker at hundene bruger kropssele fremfor halsbånd.

For mig er halsbåndet kun til for at bære det lovpligtige hundetegn, og en tic-clip mod tæger og flåter.

Der er flere grunde til at jeg anbefaler en sele. Og ikke en hvilken som helst sele. Det skal være de modeller som har en rem ned mellem forbenene, dvs. enten Y- eller H-seler.

De seler som har en bred rem hen over brystkassen giver forkerte tryk på brystkasse og skuldre.

Den bedste opfindelse ever

Der er lavet diverse undersøgelser for konsekvenserne af brug af halsbånd. Bla. en undersøgelse publiceret i Journal of the American Animal Hospital Association.
Her obducerede man et stort antal hunde, som havde brugt halsbånd, og alle disse hunde havde mere eller mindre alvorlige skader på deres nakke- og ryghvirvler.

Der er også ved at komme fokus på risiko for skade på skjoldbruskkirtlen pga. tryk fra halsbånd.

Og til sidst giver selen bedre betingelser for indlæring af en god lineføring, da tryk på halsen fra et halsbånd sætter adrenalinen i gang i hunden og dermed får hunden sværere ved at koncentrere sig.
Jo mere hunden trækker, jo mere ondt gør det, jo mere adrenalin udskiller kroppen, jo mindre kan den mærke og jo mere trækker den. Så er den onde cirkel fuldendt.

Nemme løsninger - Nej tak

Der er lavet en "gå-pænt" sele, som niver hunden bag ved forbenene, når den trækker, og en anden som får hunden til at føle som om den mister jordforbindelsen ved træk.

Disse er i min verden selens svar på kvælerhalsbånd. Og absolut ingen option!

Der findes ingen smutveje til en stabil lineføring andet end tålmodighed og konsekvens (hermed ikke ment hårdhændethed!). Find en metode for din lineføring og hold fast i denne.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om lineføring, hvor min metode står beskrevet. Og den virker. Den hellige grav er bare ikke forvaret i morgen, men måske om 3-4 uger:-)

Vilma i en god sele fra Hunter med en bred, foret rem ned mellem forbenene





Ingen kommentarer:

Send en kommentar