mandag den 24. august 2015

Den lille forskel

Under mit coaching forløb med Iben lærer jeg mange ting.
En af tingene har haft rigtig stor betydning for mig og min omgang med Helmuth.

Det drejer sig om at fokusere på det, der lykkedes i stedet for det, der mislykkedes.
Det lyder meget logisk, men er faktisk svært.

Jeg bruger vores indkørsel til at træne fri ved fod. Her skal Helmuth gå mod vejen ved siden af mig i en øjenkontakt. I starten blev jeg frustreret, fordi han kiggede alle mulige andre steder hen. Så kig dog på mig! var min reaktion.
Iben bad mig lægge mærke til hvor hurtig han var til at vende opmærksomheden tilbage til mig i stedet for hvor mange gange han kiggede væk. At fokusere på det positive, gjorde en verden til forskel. Det kan godt være at han stadig kigger væk, men det bekymrer mig ikke, I stedet glæder jeg mig over hans kontakt, og Helmuth synes jeg er meget sjovere at træne med. Det ender så med at han tilbyder endnu mere kontakt.

Et andet eksempel er en hund som hopper op. Den mest naturlige reaktion fra ejer vil være "du må ikke hoppe op". Men lad os så flytte fokus fra negativ til positiv. "Alle fire ben i jorden og du får masser af nus". Når hunden hopper op, er der ingen reaktion. Når hunden lander på jorden, er der jubel og overstrømmende glæde.

Hundene vil meget hellere arbejde med og for os, når vores humør er i top. Og det bliver det automatisk, hvis vi mennesker fokuserer på det positive i livet. Ligeledes har vi på denne måde sat os en klar forventning om, hvad vi gerne vil have, hunden skal gøre i stedet for hvad den ikke må gøre. Det gør det nemmere for hunden at gøre det rigtige.

Det er en proces, som jeg stadig er i gang med, men en spændende proces, hvor jeg efter 4 uger tydeligt kan mærke resultater i mit eget velbefindende.

søndag den 23. august 2015

En hel almindelig weekend eller

Hvor var det skønt at gå ind til en weekend uden planer, for det kan jeg så hurtigt lave om på:-)

Lørdag tog Ella og jeg med en børnehaveveninde og hendes mor til Lundeborg og brugte 3 timer på stranden og Valhalla legepladsen. SÅ hyggeligt og skønt med tøsesnak både på det ene og andet niveau.
Om eftermiddagen var det tid til Helmuths og min 4. enetime med Iben og hendes mand Henrik. Det var meget varmt og Helmuth havde ligget hele dagen på det kølige bryggersgulv for at holde det ud. Men han mandede sig op, og vi lykkedes med en time, hvor vi fik vist vores hjemmearbejde - at sende Helmuth ud til en kegle fra 5 meters afstand i første forsøg. Samt trænet fri ved fod mens Ibens hund legede rundt som forstyrrelse.
Da vi startede hos Iben i marts, blev alle øvelser udført med godbid i hånden, for at jeg kunne være sikker på at holde hans opmærksomhed hos mig. Men langsomt lærer jeg nye måder at bevare hans fokus, og nu er godbídden i lommen og kommer først op ved belønning. Dejligt, da man ikke må have godbid med på banen til prøve.

I dag tog Helmuth og jeg til Birkende og gik os en tur på boldbanerne, hvor der skal afholdes rallyprøve i oktober. Jeg havde sat mig som mål for turen, at vi skulle kunne gennemføre 5 minutters stationære øvelser og 3 minutters fri ved fod. Det var tydeligvis lavt sat, for efter at have snust området lidt igennem, var Helmuth klar til at træne, og vi fik lavet nogle rigtigt fine øvelser. Igen uden godbid i hånden, og så endda et helt fremmed sted, så det var jeg mest glad for.

Efter Birkende kørte vi til stranden og Helmuth fik 5 ture i vandet efter sit højt elskede fyrtårn. Her er det tydeligt at han er i sit rette element. Vi delte stranden med en godt-i-stand nudist af mandligt køn:-) Men Helmuth tog da heldigvis ikke fejl af klokkeværket, som skulle hentes:-D

Helmuth i sit rette element

Til frokost tog Ella og jeg til Odense for at købe fødselsdagsgaver i Toys r'us, og når vi nu alligevel var på de kanter, tog vi videre til Søndersø for at kigge på rallyprøve. Jeg ville gerne se hvordan det foregår, og der var ro og masser af plads til hundene, så det beroligede mig lidt til vores egen prøve i oktober. Ella fandt 2 cavaliere og så var hun optaget mens jeg kiggede på banen.

Nu må jeg overveje, om Helmuth og jeg skal gå en aftentur senere eller om det er nok for i dag - har også lige lidt hundetræning, som skal forberedes til i morgen:-)

En dejlig weekend uden planer;-)

tirsdag den 18. august 2015

Nyt familiemedlem

I går fik vi den glædelige nyhed at der banker små barbethjerter inde i Moëts mave.
Det betyder, at går alt godt, kan vi hente en lille barbet pige i Holland til november.

Moët ejes af Elisabeth Roest Kempemo, som er svensk men bosat i Holland.
Elisabeth udgav sidste år den mest omfattende racebog om barbeten til dags dato "The Barbet revealed", så hun ved, hvad hun har med at gøre.

Hun ejer selv 2 barbeter; Yatzie og Moët. Yatzie er mor til Moët.
Elisabeth er en lille opdrætter som opdrætter af kærlighed til racen og behandler sine hunde som sine børn. Præcis som vores forhold til vores hunde herhjemme.

Moët er en energisk og sensitiv hund. Hun lever for at please, elsker at træne og er stærkt knyttet til sin familie.

Claude, som er hanhunden hun blev parret med, er en robust hanhund med en meget afbalanceret psyke.

Jeg har været særlig opmærksom på hanhundens karakter og de hanhunde, som er i begges linjer pga. det stressniveau Helmuth har lagt for døren.

Jørgen har ikke været hooked på tanken om endnu en hund fra starten, men jeg tror, han begynder at affinde sig med tanken og han skal nok blive forelsket i den lille krøltop, når hun er her. Han har bestemt navnet og hun skal hedde Vera. Det står godt sammen med Helmuth og Vilma.

Nu arrangerer vi en lille kærestetur i Amsterdam samtidig med at vi skal hente hvalpen. Så skal det nok gå altsammen:-)

Du kan se billeder af Moët på hendes hjemmeside.

onsdag den 5. august 2015

God øvelse

Jeg er startet et mentaltræningsforløb med Helmuth hos vores rallyinstruktør.
Iben er uddannet coach og ejer firmaet Minddog, hvor hun arbejder med særlige mentale forløb for hundeførere.

Det startede ved at jeg spurgte hende om Helmuth og jeg kunne blive klar til rallyprøve i oktober. Her fulgte en hel masse spørgsmål tilbage om hvad mine kriterier skulle være for at gå op, hvordan jeg ville forberede mig og Helmuth, hvilken følelse jeg ville have på banen og udenfor banen m.m.

Efter at have skrevet sammen over et par uger, aftalte vi at enetimer måtte være vejen frem.

Min bekymring ligger ikke i om vi kan øvelserne (for det kan vi godt), men den ligger i at skulle være omkring så mange andre hunde, fordi Helmuth gøer og farer ud i hovedet på dem.

Jeg er meget opmærksom på at de udfordringer jeg oplever med Helmuth, kommer fra mig selv, men havde brug for hjælp til at komme videre. Det sværeste skridt er at bede om hjælp men jeg er meget glad for at jeg gjorde det!

Hurtigt kom vi frem til at jeg skal fokusere på de positive oplevelser med Helmuth. Jeg har en tendens til at sige til mig selv "det var fint men...."

Hver aften sidder jeg derfor og tænker dagen igennem ogg noterer 3 positive ting jeg har lavet med Helmuth denne dag og 3 positive ting for mig selv uden hundene.

Det er en utrolig god øvelse! Lige stoppe op, tænke dagen igennem og selvom jeg nogle gange synes, der ikke er sket det store, så dét at være tvunget til at skulle trække 3 positive ting frem, gør at dagen ikke forsvinder som én i mængden.

Herudover skal jeg hver aften forberede mig mentalt på en opgave den efterfølgende dag. Igen en rigtig god øvelse. For mig gælder det om at jeg begynder at handle på mine tanker. Pt. fylder bekymringerne i hovedet fordi jeg ikke handler på dem. Så snart jeg har taget en aktiv beslutning om hvordan en opgave skal håndteres, kan jeg mærke det på mit humør og stressniveau.

Jeg er meget taknemmelig for disse redskaber og selvom jeg kun lige er gået i gang, mærker jeg fremskridt for mig. Er spændt på om det på et tidspunkt fortsætter videre til Helmuth.