Helmuth er blevet børstet, børstet og børstet samt vasket, vasket og vasket. Så nu er både han og jeg trætte af al den pelspleje. Sikke altså en hund jeg har valgt at gå på udstilling med. Det ville have været noget nemmere at gøre Vilma klar til sådan noget pjat:-)
Min egen forberedelse er gået med en målafbalancering i tirsdags til øveaften i Kropsafbalancering samt en kranio-sakral terapi behandling i dag, bagt pizzasnegle, pakket nødvendige papirer samt alt muligt andet som jeg sikkert ikke får brug for og tastet adressen ind på gps'en. Alt sammen for at spare lidt på stressen i morgen og for en gangs skyld ikke være i sidste øjeblik som jeg plejer.
Afsted det går efter min uundværlige udstillingsstøtte Sanne på lørdag kl. 5.15 og herefter mod Neumünster. Jeg har lovet mig selv at vi skal have en rigtig hyggelig dag og jeg skal nyde den i stedet for at blive så nervøs, at jeg ikke ænser, hvad der sker omkring mig. Hvis alt går godt, og Helmuth får CACIB, bliver det vores sidste udstilling. Men selvfølgelig lige denne gang er der faktisk konkurrence - 4 barbeter er meldt til. Bliver spændende og lidt nervepirrende at se hvordan de andre ser ud. Jeg synes altid Helmuth ser frygtelig forhutlet ud efter sit bad, men som Sanne så klogt siger til mig hver gang; "Har nervøsiteten nu også skadet øjnene? Racen skal jo se forhutlet ud!".
Kryds fingre for os ved 12 tiden på lørdag.
Helmuth glæder sig nok mere til søndag, for da klipper jeg pelsen af ham. Så er det tid til sommerfrisure!
Mit lille pelsdyr |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar