tirsdag den 5. maj 2015

Begyndende gigt i lænden

Vilma har haft skævt bækken i mange år, hvilket jeg tror, skyldtes et fald fra en trappeafsats da hun var kun 10 uger gammel. Hun har fået rettet bækkenet op via kontinuerlig kranio-sakral terapi men alligevel låser hun stadig i ryggen, og skal afspændes jævnligt.

Nu ville jeg have besked. Er der noget i skelettet som er årsag til denne spænding? Derfor tog jeg en omsorgsdag og tog hende med til dyrlægen i dag til en røntgenfotografering.

Vi startede med det værste (synes jeg), nemlig bedøvelsen. Jeg hader at se min hund begynde at blive usikker på benene, og bliver så påvirket, når hun falder hen.

Men de er så søde ved dyrlægen. Vi fik vores eget "værelse" og de slukkede lyset så der blev mere "sove-stemning" efter indsprøjtningen. Efter fotograferingen blev hun lagt tilbage på "værelset" på et tæppe med et ekstra tæppe over sig, og jeg sad hos hende indtil hun vågnede igen.

Hendes hofter er som sådan fine nok. De er ikke A hofter men hun har heller ikke hofteledsdysplasi. Så alt i alt fint og ikke med grund til bekymring.

Til gengæld var der ekstra knogledannelse på den sidste hvirvel inden bækkenet, og begyndende knogledannelse på bækkenet (gigt i lænden). På et tidspunkt vil disse knogledannelser vokse sammen og blive til spondylose (sammenvoksede hvirvler). Det er i sig selv ikke farligt. Herefter vil hun bare være mere stiv i ryggen. Problemet er bare at inden det sker, kan det være utrolig smertefuldt.
Den ekstra knogledannelse på lændehvirvlen kan skubbe til og endda klemme nerver i området og dermed gøre hende øm.
Hendes skæve bækken igennem flere år kan sagtens være synderen for denne begyndende gigt.

Nu skal hun have kosttilskud til at styrke knoglerne, så jeg skal have bestilt en masse Hokamix Gelenk+. Hun har tidligere fået almindelig Hokamix, men nu skifter jeg til Gelenk+, som er særligt god til styrkelse af knogler. Dyrlægen havde selvfølgelig et andet kosttilskud, men da jeg gik lidt til dem, viste det sig at være nogenlunde det samme som Hokamixen, så den holder jeg fast i.

Hvis hun har dårlige dage, kan jeg give hende lidt smertestillende, og her bruger jeg Traumeel piller som hun spiser med stor velbehag.

Jeg går ind for så naturlige præparater som overhovedet muligt, og heldigvis er der rigtig mange gode naturprodukter på markedet.

Efter 4 timer er hun stadig groggy og går temmelig usikkert på benene, men det tager bare lang tid for hende at få bedøvelsen ud af kroppen igen. Sådan var det også sidste gang hun skulle røntgenfotograferes. Så er det godt, at vi ikke skal andet end slappe af resten af dagen:-)

Til opvågning

Godt at kunne støtte sig op af lillebror når man stadig er groggy

Den bedste måde at få narkosen helt ud af kroppen er yndlingsbeskæftigelsen "madsøg"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar