søndag den 17. januar 2016

Negleklip

Mange hunde er nervøse for at få klippet negle. Hos nogle er det endda så slemt at de skal til dyrlægen og bedøves for at få klippet negle.

Min erfaring er at det er en kombination af flere ting:
- Ikke nok tålmodighed fra ejers side i tilvænning og håndtering generelt
- Hunden er følsom overfor vores kropssprog
- Hunden har haft en dårlig erfaring (har fået klippet for langt ind på et tidspunkt) og 
- Vores egen nervøsitet og usikkerhed for at klippe forkert.

Derfor er det vigtigt for mig, at mine hunde lærer at associere negleklippet med noget positivt og jeg er i fuld gang med at tilvænne Vera til negleklipperiet. 

Da hun var helt lille (8-10 uger), klippede jeg hendes negle mens hun sov. Her var hun for lille til at forstå hvad jeg ville have hende til. 

Mellem 11 og 14 uger fik hun et kødben at tygge i, mens jeg klippede. 

Jeg har også jævnligt, når hun alligevel lå og puttede hos mig, pillet rundt i hendes poter, løftet hendes ben og nusset mellem trædepuderne. 

Som 15 uger gammel har hun lært kommandoen "sit". Hun forstår også mere, hvad jeg prøver på, så nu kan hun sidde og vi kan klippe en negl og give godbid, klippe en negl og give godbid osv.

I starten fik hun også godbid hver dag hun snuste eller duttede til negleklipperen med sin snude.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar