I dag er det præcis 2 måneder siden, vi kom hjem med miss PowerPuppy. Men det føles som om hun altid har været her. Det må være tegn på, at hun er den helt rigtige til vores familie.
Hun er altid så glad, halen står konstant lige op i luften (selv når hun ligger ned).
I forhold til træning er hun meget taknemmelig, da hun vil gøre hvad som helst for et stykke pølse.
Hun vil rigtig gerne nusse, men er også selvstændig. Hendes vilje får vi at mærke, når hun lige får fært af en god lugt udenfor. Her kan vi kalde nok så tosset. Hun kommer når hun har lugtet færdigt. Eller når vi bliver irriterede over at hun ikke lige gør som vi vil have. Hvis vores kropssprog bliver truende, går hun bare sin vej. Det pjat gider hun ikke.
Det er lige en hund efter mit hoved. Samarbejdsvillig, nussetrold og med lidt r.. i bukserne, som ikke finder sig i hvad som helst:-)
Renlig kan man ikke sige, at hun er endnu. Hun tisser, når hun skal uanset hvor hun er. Men jeg kan se, at hun kan holde sig længere og længere tid, så det går den rigtige vej.
Mht. mad er hun kørt helt over på BARF nu og hun spiser med stor velbehag. Hendes mave ser ud til fint at kunne tåle maden og hendes pels er fin. Jeg er dog lidt træt af at der går så mange godbidder til træning, så jeg har besluttet at give både barf og tørfoder. På denne måde kan jeg bruge foderpillerne til træning.
Træningen går så som så.
- Indkald på fløjte sidder stadig i skabet. Men vi har glemt at træne et verbalt indkald, så det må jeg lige huske. Hun reagerer derfor ikke så godt, hvis jeg bare siger "kom".
- Sit, dæk og stå træner vi i hundeværelset. Jeg er begyndt at træne hende på en luftmadras. På den måde får hun strammet op i musklerne samtidig.
- Vente/bliv er vores nye fokusområde. Vi er begyndt i dag, og starten har været forrygende. Hun sidder i en kurv, så hun har en fin lille "p-plads". Det gør det nemmere for hende at blive siddende.
- Lineføring får vi ikke trænet så meget, da vi ikke rigtig går tur, men jeg prøvede i dag og hun går fint ved siden af med øjenkontakt. Dog skal jeg nok være obs på at træne det lidt mere.
- Anden træning er negleklip og at blive børstet. Negleklippet klarer hun nu ved at sidde stille, lade mig klippe en negl ad gangen, og få godbid pr. negl. Børsten er hun stadig ikke så vild med, så her skal jeg også intensivere indsatsen:-)
Puha, der er mange ting at lære når man er lille vaps.
Hun vokser meget jævnt og ser ikke så hvalpet ud længere. Og fordi hun forstår ting hurtigt, glemmer jeg nogle gange at hun kun er 4 måneder. Så jeg skal passe på ikke at sætte mine forventninger til hende for højt.
 |
Hundene er ikke fan af dansk kennelklubs medlemsblad som også måtte lade livet en dag. |
Det er lidt forskelligt hvordan hundene klarer at være alene hjemme. Nogle dage kommer vi hjem til det hus vi forlod. En dag havde Vilma hugget maden, der stod på køkkenbordet til optøning, og de havde haft fest. En anden dag havde de hentet skraldespanden fra badeværelset og de havde haft fest.
En tredje dag havde de skubbet døren op til Ellas værelse og spist Askepot (det ved Ella heldigvis ikke og har ikke opdaget at hun mangler endnu...) Så selvom vi har begrænset deres væren til gang og køkken, kan der stadig ske ting og sager, når man keder sig... Jeg tør endnu ikke at have dem i hele huset, da der ligger ledninger i stue og kontor, som meget nemt kunne være spændende tyggeting for en opfindsom hvalp.
Her et par billeder af min store baby:-)
 |
Hejsa! |
 |
En lille lur efter udendørs leg og træning |