torsdag den 11. september 2014

Helmuth dag

Opmærksomheden går lidt på tur, så i dag var det Helmuths dag:-)

Nyklippet Helmuth med meget kort pels -
så er pelsen klar til udstilling i Fredericia feb. 2015

Vi startede morgenen hos hundefrisøren (nok ikke lige den foretrukne start, hvis jeg spurgte Helmuth).
Dejligt at se at mit hårde arbejde med at få filterknuder m.m. ud af pelsen havde givet pote. Det blev nemlig en rimelig tålelig omgang for Helmuth. Jeg prøver hver gang at børste ham så godt som muligt, for at frisøren ikke skal stå og hive og flå i pelsen, så det bliver en dårlig oplevelse for ham.

Der kom en dame og afleverede hendes Lagotto. Hun børster den overhovedet ikke hjemme, fordi det er for besværligt. Det betød, at den rystede som et espeløv bare ved at komme ind ad døren, fordi det gør så ondt på den at blive børstet igennem (og så endda et fremmed sted af et fremmed menneske). Ejeren var meget hurtigt ude af døren igen, fordi hun fik det helt dårligt over at se, hvor dårligt hendes hund havde det. Det synes jeg simpelthen ikke man kan være bekendt overfor sin hund! (sagt meget diplomatisk, for jeg kunne finde andre meget grimmere ord). Når man anskaffer sig en pelshund, bliver man nødt til at tage den opgave med sig at lære hunden at blive håndteret og nyde sin frisering, for man kommer til at spendere mange timer sammen hund, ejer og børste.

Jeg bliver altid på hundesalonen, når Helmuth bliver ordnet. Jeg ved at mange steder vil de ikke have ejerne der, men fra første gang lod jeg som om, jeg ikke vidste det, og nu hver gang skynder jeg mig at sætte mig til rette og begynder at snakke som om det er det mest naturlige i verden. Jeg efterlader ikke min hund alene på en hundesalon eller hos dyrlægen for den sags skyld. Jeg vil hele tiden være der for at se om de behandler ham ordentligt.

Da vi kom hjem, var det tid til lidt keglesjov. Havde egentlig regnet med at Vilma skulle have træningen, men Helmuth ville også være med. Jeg har ikke trænet bagom kegle med ham, kun fremad, men han forstår princippet og dermed forstod han også bagom med det samme. Dygtige, lille hund:-)



Da Ella skulle til dans senere, tog jeg Helmuth med, og gik en tur med ham i Svendborg i den halve time hun var i dansesalen.

Nu er han vist også ved at være brugt. Om lidt venter aftensmaden, oksestrube, og så satser jeg på fred og ro resten af aftenen:-)

I morgen skal han ud og socialisere med en lækker New Foundlænder dame, det heldige asen:-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar