Jeg startede med en dalmatiner, som er blevet overfaldet af en sort hund, der løb ud fra en indkørsel. Det sker desværre alt for tit. Det har betydet, at dalmatineren gøer og puster sig op hver gang der nærmer sig en anden hund. Gåturene er blevet anstrengende, da ejeren hele tiden skal holde øje med om der dukker en hund op og overveje om hun skal gå den modsatte vej eller over på den anden side af vejen.
Jeg har bare de bedste venner med de mest sociale hunde, så jeg havde fået en ven og med-instruktør til at komme med hendes fantastiske Bailey helt fra Kolding for at møde dalmatineren. Og Bailey tryllede som altid. Hans rolige og venlige væsen fik hurtigt beroliget dalmatineren og efter 15 minutter med forskellige kontakt- og passageøvelser, løb de frit rundt og hyggede sig.
Den næste var en lille chihuahua-tæve, som har fået en ide om at hun skal forsvare ejer og deres anden hund overfor fremmede mennesker og hunde. På gåturene er hun udadfarende og gøende, hvilket har betydet, at ejeren planlægger gåturene på tidspunkter, hvor hun mindst forventer at møde andre hunde. At skulle planlægge gåture på ydertidspunkter er i sig selv en stressfaktor for både ejer og hunde.
Til denne socialisering havde jeg lånt fantastiske lille Venus, en dansk/svensk gårdhund, som ikke er set mage. Venus kan både vise meget dæmpende signaler samt sætte frække hunde på plads.
Efter lidt socialisering i line løb hundene frit og Venus kunne med det samme mærke at chihuahuaens udfald skyldtes usikkerhed og ikke aggression.
Det var fascinerende at se hvordan Venus reagerede. Ofte vil vi hundeejere skælde vores hunde ud hvis de farer gøende ud mod en anden hund. Men Venus viste i stedet en masse dæmpende signaler for at fortælle hunden, at hun ikke ville gøre noget, og bygge tillid op. Hun var i den grad interesseret i at få chihuahuaen til at komme nærmere. Hvorimod skæld ud vil ofte have den modsatte effekt; at fortælle hunden den skal holde sig langt væk.
Til sidst kom en lille blanding af jack russel og papillon. Han er en rigtig teenagedreng, som prøver en masse grænser af. Når han er sammen med mange andre hunde, stresser han op og render rundt og leger politibetjent, men desværre ikke på den gode, afbalancerede måde.
Her forvandlede Venus sig til en legesyg, lækker sag, og de to løb og løb i 30 minutter.
Mine mål for socialiseringen er at sætte nogle rammer op, hvor succeserne er i højsædet.
Det kan godt være at hunden fx. oftest reagerer mod sorte hanhunde. Her starter jeg socialiseringen med hunde, som ikke ligner udløseren for at få en masse succesoplevelser. Langsomt bygger jeg op mod udløseren, men nu med mange gode erfaringer i hundens referencecenter.
Og så er det altafgørende at finde nogle gode "terapihunde".
De hunde, jeg har mødt i dag, har længe reageret udadfarende mod andre hunde, og lykken er ikke gjort med en enkelt socialisering. Men det var endnu en succesoplevelse:-)
Tusind tak til mine gode kolleger Signe og Anne-Mette for at måtte låne jeres dejlige hunde!
Signe ejer hundeskolen Hundehjælpen.dk i Odense.
Anne-Mette ejer hundecentret Schiko Hundecenter i Kolding.
Signe ejer hundeskolen Hundehjælpen.dk i Odense.
Anne-Mette ejer hundecentret Schiko Hundecenter i Kolding.
![]() |
Fine Bailey |
![]() |
Signe og Venus |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar