søndag den 26. februar 2017

DKK-uddannet opdrætter

Kan jeg kalde mig nu selvom det virker lidt surrealistisk. 

I denne weekend har jeg fulgt DKKs opdrætteruddannelse. 

Den består af 4 moduler, som DKK har defineret til at være tilstrækkelig for at man må avle i deres navn. 
Skulle jeg lægge navn til noget, havde jeg nok valgt et noget højere niveau (men sådan er man så forskellige...)

Modul 1: Rammerne.
Her fik vi fortalt om DKK som organisation samt en kort gennemgang af juraen ved salg af hvalpe. 
Det undrer mig hvor meget tid man kan bruge om at fortælle, hvordan bestyrelsen bliver valgt og at DKK kun rådgiver og vejleder når der tydeligvis er brug for mere kontrol af deres aktiviteter. Samtidig tog det den kære direktør noget lang tid at nævne at når de ikke kan imødekomme fx. behov for træning fordi de ikke har nok træningspladser, kunne de evt. henvise til andre foreninger, dyrlæger eller (som sidste mulighed) private (heriblandt mig...). Nå, men på med ja-hatten og glæde mig over at de overhovedet henviser udenfor egen forening. 

I forhold til juraen tog jeg med, at man kan godt som opdrætter indsætte diverse krav om fx. røntgenfotografering eller ret til tilbagekøb af hvalp, men man har ingen sanktionsmuligheder i forhold til disse krav, og DKK støtter ikke holdning til at indarbejde bod i deres aftaler. 

Modul 2: Adfærd 1
Her blev der fortalt om hvalpesocialisering, udviklingsfaser, hundesprog og mentalbeskrivelser. 
Lige præcis på dette emne er min basisviden temmelig solid, så der kom ingen ny viden. Jeg havde håbet på et enkelt guldkorn eller to men nej. 
I forhold til mentalbeskrivelser er jeg bare ikke en fan. Jeg synes, jeg er god til at observere og aflæse hunde. Og jeg ville aldrig vælge en avlshund, uden at have set den først. Så et unødvendigt redskab for mig. Desuden synes jeg at øvelserne i testen er temmelig voldsomme og i sidste ende kan ende med at have gjort hunden mere angst end da den kom. 

Modul 3: Genetik
Her fik vi en introduktion til hvad man kan bruge genetik til i forhold til avl og en forståelse for de forskellige begreber på området. Naturligvis en overfladisk gennemgang da det er et kæmpe emne. Og igen ikke så meget nyt fra hvad jeg har haft fra tidligere uddannelser men udmærket med til repetition og så synes jeg generelt bare at genetik er spændende. 

Modul 4: Reproduktion, parring og fødsel
Nok weekendens mest relevante emne. Jeg har tidligere været til foredrag hos samme dyrlæge, der var underviser, så jeg havde hørt det før, men godt med repetition. 
Der blev fortalt om insemination vs. naturlig parring, løbetid og måling af hvornår det er tid til parring, drægtighed og fødsel. Med de skrækhistorier som findes, bliver jeg jo helt nervøs. Men det er meget à la en kvindes fødsel. Her er også historier om hjernetumor der sprænger, akut kejsersnit m.m. 
Min største bekymring er at der skulle ligge en sidste hvalp i maven som ikke kommer ud, dør og herefter skaber infektion hos moderen. Men jeg må stole på Vera når den tid kommer (nok også lige kigge i mine noter he he) og satse på at instinkterne tager over og hun bliver den perfekte moder. 

Næste skridt er nu ansøgning om kennelmærke, fortsætte Veras showkarriere, røntgen til efteråret, lave liste over mine krav til en partner og så igang med at lede. 
Jeg regner ikke med parring før end i hendes 4. løbetid, så der er mere end rigelig tid (hun har kun haft 1 løbetid indtil videre). På det tidspunkt vil hun nok være ca. 3 år. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar