Året der gik

Nu er året snart omme, så det er tid til at se på de mål, jeg satte mig for 2016 og hvordan det er gået med dem.

For Helmuths vedkommende var målet at komme i gang med rallykonkurrencerne og at vi sammen bestod rally begynder klassen.

Vi har stillet til 9 rallyprøver med følgende point:

Begynder klasse: 97, 95 og 96 = rally begynder mester

Øvet klasse: 99, 87 og 98 = rally øvet mester

Ekspert klasse: 84, 95 og 99.

Vi blev fynsmester i ekspertklassen i oktober, har samlet 2 certer mod championatet, vundet vores klasse 3 gange og står som nr. 7 på den foreløbige kvalificeringsliste til DM i rally 2017 i ekspertklassen.

Jeg er SÅ stolt af vores arbejde dette år!

For Vilmas vedkommende var målet, at vi skulle bestå Do as I do eksamen, og det gjorde vi begge fejlfrit i august. Vilma er hermed i mellem de første 3 hunde i Skandinavien, som er certificeret i Do as I do træningsmetoden. Det betyder, at hun har forstået princippet og kan deltage i forskningsforsøg i Budapest, hvis vi en dag skulle komme forbi universitetet:-)

Herudover er hun i den grad blomstret op de sidste 3 måneder. Hun er ofte med Jørgen på korte fuglejagte (1-2 timer ad gangen) og hun får al sin mad i aktivitetslegetøj. Disse to ting har i den grad givet os en rigtig glad og afbalanceret seniorhund.

For Veras vedkommende skrev jeg i 2016 planerne, at hun var Jørgens projekt. HA HA HA! Sådan endte det ikke ligefrem. Hun er nærmere et Tanja/Ella projekt. Ella og Vera har gået kurser sammen og de kan nu begge basislydigheden, som at holde kontakt, gå pænt i snor, blive siddende når vi går fra hende og komme når vi kalder. Faktisk er Vera den eneste af vores hunde, der kan gå pænt i snor og den cadeau skal Ella have!

Herudover har Vera og jeg været på 2 udstillinger, hvor hun er vist frem i hvalpeklassen med Særdeles lovende resultat. Og jeg har været på et nosework kursus med hende. 

Vera har udviklet sig til den skønneste familiehund. Glad, ukompliceret og nem at have med sig rundt. Vi er alle SÅ glade for hende!

For mit eget vedkommende er der sket en del.

I starten af året fik jeg konstateret kræft i et modermærke, der blev fjernet. Heldigvis var det i et tidligt stadie, så der skulle ikke efterfølgende behandling til. Dette skete samtidig med, at min far var igennem en skrappere kemokur for testikelkræft. Så lidt for meget kræft indenfor dørene.....

I juni havde jeg den noget sjovere oplevelse at være vært for verdens mest anerkendte ulveforsker, som endelig efter 3 års forespørgsel, accepterede min invitation til at komme til DK. Det var en kæmpe oplevelse og jeg er meget taknemmelig for at have mødt denne mand. 

Dave inspirerede mig i den grad til at gå efter det, jeg virkelig ønsker, nemlig at arbejde med hunde og deres adfærd. Vi lavede nogle økonomiske justeringer i vores lille familie, så det blev muligt for mig at opsige mit arbejde på OUH pr. 1. oktober. 

Det sidste kvartal har jeg brugt på at geare ned og lægge planer for hundeskolens og min egen fremtid.

Siden Ella blev født, har jeg kørt med 120 km i timen med arbejde, uddannelser, træning af egne hunde og lille barn. Senere kom hundeskolen også til. Nu er det en fornøjelse at få mere tid til Ella, mine egne hunde og hundeskolen. 

Jeg glæder mig utrolig meget til det nye år!

Træning med udfordringer

Jeg har taget et kort træningsforløb hos Pia Graff, hvor jeg har trænet med Vera og Helmuth samtidig. 

Det er gået godt de første fire gange og i dag var så den sidste gang. Men jeg må indrømme, at det gik slet ikke. 

Øvelserne var ikke speciel godt indrettet til at træne to hunde samtidig. 

Mange af øvelserne kendte Vera ikke, men der var ikke tid til at lære hende dem ordentligt når Helmuth ventede. 

Efter 20 minutter kommer en af Pias store, fede katte så forbi. Den sætter sig på taget over skuret ved træningsbanen og begynder at vaske sig. Fuldstændig ligeglad med at Pia prøver at få den ned. Så det må hun opgive. 

Helmuth er fuldstændig umulig omkring katte. Vilma har lært ham at de skal jages! Så han begyndte at gø helt uhæmmet, og kiggede konstant på den dumme kat. 

Min tålmodighed var ved at være brugt op. Vera som ikke kunne finde ud af det, og Helmuth som peb, når han ikke gøede og prøvede at springe efter katten. 

Ligesom det begynder at lysne, springer endnu en kat op på lågen til pladsen og de to katte begynder nu at spille op til hinanden. Så kunne jeg starte forfra. 

Absolut en rigtig træls oplevelse. Men hundene var da trætte, da vi kom hjem... og det var jeg også!

Først gik det fint 

Dygtige hunde

Så kom drillepinden

Og to drillepinde

Hundebilleder

I dag har jeg haft kameraet fremme og øvet mig på de fineste modeller.

Vera på roadtrip

For 3 uger siden satte Vera og jeg os i bilen og kørte mod Holland.

En lille tur på 8 timer lød overkommeligt, og passer med en almindelig arbejdsdag, så den tur kunne vi to damer sagtens klare sammen (tænkte jeg).

Nu var det så bare fredag og Tyskland med masser af trafik og vejarbejde, så turen endte med at tage 11 timer! Det var lige i overkanten af, hvad jeg syntes var sjovt til sidst. Og jeg havde en fornemmelse af, at hver gang vi stoppede på en ny rasteplads, kiggede Vera på mig med et blik som "hvad har du gang i! - endnu et sted med masser af lastbiler og larm! - jeg vil hjem!"

Jeg fik i hvert fald udvidet mit meget begrænsede tyske ordforråd med "Wir bauen für Ihr", "stau" og "verkehr". 

Endelig ankom vi til Anja og Erik, som har Veras søster Lizzy og Luna, der er fra mormor Yatzies andet kuld. Jeg har aldrig mødt Anja og Erik før. Vi har kun fået kontakt, fordi vi har hvalp fra samme kuld. Det er sjovt som venskaberne nogle gange dannes.

Vera virkede temmelig betuttet efter køreturen. Hun var meget stille og syntes at Lizzy og Luna var lige pågående nok. Så hun holdt sig tæt på mig. 

Efter en god nats søvn, vågnede vi op til en ny dag. Vera fik aldrig leget igennem med Lizzy. Hun virkede stadig meget tilbageholden og brød sig ikke om den pågående søster, der hele tiden duttede til hende med snuden for opmærksomhed. 

Til middag kørte vi afsted for at mødes med opdrætter Elisabeth, mor Moët, mormor Yatzie og søster Merveille sammen med hendes nye ejer Karin. Merveille var desværre ikke kommet til den bedste familie for hende, så Elisabeth hentede hende hjem igen og har nu fundet en rigtig sød familie, hvor Merveille er i centrum, som hun har fortjent.

Vi gik en tur i den skønneste hundepark. Her var sø og masser af areal til at løbe. Og endelig tøede Vera op. 4 timer i de skønne omgivelser med Veras familie, var lige hvad hun havde brug for, og det var hele turen værd.

Hvis man skal sammenligne søstrene så er Vera klart den højeste, har en længere krop og slankeste af søstrene. Hun har tydeligt lysere pels ligesom sin mor. Ja, faktisk ligner hun sin mor rigtig meget. Men alle 3 søstre er glade, utrolig søde hunde.

Billeder fra vores lørdagstur med Veras familie. Karin, Merveilles nye mor, er fotograf og står for billederne eftersom jeg glemte mit kamera i bilen...

Fra venstre: søster Merveille, mor Moët, mormor Yatzie og Vera

Fra venstre: Mor Moët, mormor Yatzie og Vera

Fra venstre: Yatzies datter Luna, søster Lizzy, søster Merveille, mormor Yatzie, Vera og mor Moët

I hundeparken: De tre søstre med Lizzy i spidsen og Vera til sidst

Vera

Vera var ikke helt så meget vandhund som de andre, så hun holdt sig i kanten

Smukt sted!

Alle andre, undtagen Vera, i vandet

Fra venstre: søster Lizzy, mor Moët, Vera og søster Merveille. Efter 4 timer i hundeparken:-)

Søndag sagde vi farvel til familien og tog vest på. Der var nemlig clubmatch i den hollandske barbetclub med 54 barbeter tilmeldt. Jeg ville gerne forbi og studere de forskellige typer. 

Jeg må sige, at jeg var temmelig skuffet over de udstillede hunde. 

Det er tydeligt, hvad den enkelte opdrætter fokuserer på. Den ene laver meget små hunde, for små efter min smag. Den anden laver alt for høje hunde, sådan nogle langbenede giraffer. Det så også helt skørt ud. Den opdrætter hvor udseende kom tættest på, hvad jeg kan lide, fik jeg så at vide, at hendes hunde begynder at få problemer med temperamentet og bliver mere udadfarende. Den ene unge han fra hendes opdræt var også mere interesseret i at starte en slåskamp med hannen bagved end at vise sig frem. 

Der var en del barbeter med et temmelig højt energi- og støjniveau. Så jeg vil sige, at de hollandske opdrættere imponerede mig ikke synderligt. 

Min konklusion var, at når jeg skal kigge efter en hanhund til Vera, skal jeg være meget opmærksom på at se hanhunden (også helst forældrene) og ikke kun tage andres ord for temperament. 

Hvis det er udviklingen for racen, vil barbeten snart ikke være den nemme familiehund, den burde være. Og så skal racebeskrivelsen ændres. 

Vi var så heldige at møde Miska med Dolce, som var på besøg hos os for 2 år siden. Efter udstillingen var slut gik vi ud på marken bagved hallen og slap hundene løs. Det var lige den afterparty, Vera havde ventet på. Der var en meget beskidt grøft ved siden af marken. Alle var opmærksomme på at deres hunde ikke sprang derned, for de var meget tiltrukket af det klamme vand. Jeg når lige at sige, at Vera endnu ikke har fundet ud af at hun er en vandhund, så jeg kan tage det helt roligt. og vupti, står hun i den klamme grøft!

Billeder fra afterparty i den hollandske barbetklub:

Fangeleg i bedste barbet-stil. Vera til venstre

Mere fangeleg

Vera (tv) og Dolce (th)

Vera overvejer en ekstra gang om hun skal forlade mig for at følge efter kammeraterne

Og til sidst en tur i den klamme grøft

Nå, men hun blev dejligt træt til køreturen hjem, som heldigvis gik smertefrit. Søndag er en noget bedre dag at køre gennem Tyskland! Hjemturen tog "kun" 9,5 time, men kunne næsten ikke gøres hurtigere med indlagte tisse- og spisepauser for hund og menneske. 

Vi delte lige en portion pommes frites til aftensmad

En af de utallige rastepladser

Heldigvis var der bag de fleste rastepladser mulighed for at gå en fin tur inden næste køretur

Vera blev meget glad, da jeg for sidste gang slog bagsmækken op, og hun så, at vi var hjemme. 

Det var en super tur med mødet med mange gode venner. Og jeg er så stolt af min lille krøllebølle. Hun var SÅ nem at have med rundt, dejlig social og rolig uden at være nervøs for de nye omgivelser, selvom det var noget af en tur, jeg havde taget hende med på. 

Hvor er det altså ærgerligt, at der ikke findes flere barbeter i DK, så vi sammen kunne vise racen mere frem. Jeg håber, at det vil hjælpe, hvis Vera kommer til at egne sig til avl, så det bliver muligt at få en dansk barbethvalp. Det kan ofte afskrække folk, hvis de skal til udlandet og hente en hvalp. 

Kryds fingre for Veras fremtid:-)

Fynsmester i Rally

Et brag af en afslutning på vores første rallysæson!

Søndag d. 2. oktober drog Helmuth og jeg til Birkende for at deltage i årets sidste rallyprøve.

Vi var nået fra begynderklassen i april til ekspertklassen i oktober, og dette var vores 3. prøve i ekspert.

Prøven var samtidig kredsmesterskab for DKKs kreds 3.

Vi ankom i rigtig god tid. Jeg har stadig ikke helt styr på, hvor tidligt jeg skal ankomme, for at Helmuth falder til ro, men ikke bliver så træt, at han ikke gider mere, inden vi skal på banen. 

Helmuths kæreste Venus skulle på banen først i deres debut i øvet klasse. Lige inden de skulle ind, blev der skudt på markerne omkring banerne, og Venus er ikke glad for skud. Men i dette tilfælde havde det en ok effekt på hende. Hun blev tilpas dæmpet til at være rigtig opmærksom på Signe, og det gik fantastisk. De opnåede 90 point og fik at vide af dommeren, at de havde et rigtig godt samarbejde.

Så blev det min tur til banegennemgang, og hvis jeg har lært noget, så er det altid at spørge dommeren under banegennemgangen, hvis jeg er i tvivl om nogle af skiltene. Det kostede mig -10 point til sidste prøve, da jeg blev i tvivl... Så jeg spurgte løs:-) 

Helmuth og jeg var de første på banen i ekspertklassen, og Helmuth var opmærksom og havde et godt, afdæmpet drive (hvis man kan sige det....) lige inden vi blev kaldt ind. 

Vi fik en god start, og jo længere hen på banen vi kom, jo mere nervøs blev jeg, Mærkeligt, for jeg plejer at blive nervøs inden men ikke under, og her var det lige omvendt. Faktisk var det fordi jeg syntes, det gik så godt, så jeg håbede inderligt, at det holdt hele vejen. 

Efter banen var min fornemmelse at vores 3 skridt bakke var for kort, og var dommeren streng kunne hun give os -10 for denne. Samtidig tog det Helmuth længe, inden han gik fra stå til dæk i vores hente/bringe øvelse.

Vi fik ingen feedback, da vi var færdige og skulle direkte til ærespladsen. 

De øvrige deltagere fik heller ingen feedback, og pointene blev ikke hængt op, som det var gjort i begynder- og øvet klasse.

Det betød, at jeg blev mere og mere nervøs og fandt flere og flere fejl, selvom min fornemmelse overordnet stadig var rigtig god.

Vi nåede til præmieoverrækkelsen og jeg ventede og ventede. Til sidst havde dommeren næsten ikke flere resultatbøger i hånden og vi var det sidste, der blev kaldt op. 99 point og vinder af klasssen!!!

Et enkelt minus for en forsinket reaktion fra stå til dæk, som jeg også selv var opmærksom på, men det var det.

Da det samtidig var kredsmesterskabet, blev vi også fynsmestre i ekspertklassen.

Vores træningskompiser klarede sig også fantastisk.

Domini med Molly vandt champion og blev også fynsmestre.

Linda med Kuno debuterede i begynder med 92 point, og Signe og Venus fik 90 point.

Vi har været til 9 rallyprøver i denne, første rallysæson.

Begynderklassen blev bestået på 3 prøver med pointene; 95, 96 og 97.

Øvet klasse blev bestået på de efterfølgende 3 prøver med pointene 99, 87 og 98.

Og i ekspertklassen har vi på 3 prøver fået 2 certer med pointene 84, 95 og 99.

Nu holder vi os en velfortjent vinterpause. 

I de næste måneder skal Helmuth og jeg hygge os på hundeværelset med at træne heel (plads på højre side), så Helmuth bliver lige så sikker på denne side, som han er på min venstre side.

Til præmieoverrækkelse

 

Til præmieoverrækkelse

Pokaler for 1. plads og fynsmester
 

Nu med hudbetændelse:-(

Det startede med et par knopper og let kløen, og jeg tænkte, at hun nok var løbet igennem et krat, revet sig en smule så huden var blevet irriteret. Men det spredte sig og kløen tog til. 

I går måtte vi så til dyrlæge med Vera. 

Dommen var hudbetændelse, der viste sig som voldsom inflammation og lidt bakterier. Heldigvis den slags bakterier, der skulle være til at behandle. 

Behandlingen lyder nu på medicinske bade i 3 uger og antibiotika i 10 dage. Derudover supplerer jeg med homøopati.

Jeg har, efter en lang snak med min rigtig gode hundeveninde Sanne, nemlig en teori om, at hudproblemerne skyldes hormoner.

Min tidligere underviser Rie hjalp mig på sporet af de rette homøopatiske supplementer; argentit comp for at styrke hendes immunforsvar, agnus castus comp for hormonsystemet og babydråber med mælkesyrebakterier for mave/tarmsystemet pga. antibiotikaen. Herudover får hun hybenpulver i sin mad.

Nu krydser jeg fingre for en hurtig helbredelse.

 

Den medicinske sæbe skal sidde og virke i 10 minutter, så vi måtte hellere bruge tiden fornuftigt:-)

Prøve på den store ø

I dag har Helmuth og Lillefisen været på tur med deres hundemødre Signe og jeg selv. 

Formålet med turen var en rallyprøve hos specialklubben for belgiske hyrdehunde i Herlufmagle. 

Helmuth skulle stille op i ekspertklassen for første gang. 

Helmuths søster Alma stillede også op i samme klasse. 

Og Signe og Venus gik efter deres sidste godkendte resultat i begynderklassen. 

Hele den sidste uge har jeg intensiveret træningen med en masse baner fra tidligere prøver. Jeg har især fokuseret på spring-ro-spring og fremadsendelse til felt. 

Banen i dag indeholdt så ingen af de øvelser men istedet en hente/bringe øvelse, som kiksede for os sidste gang vi havde den til træning....

Vi skulle endda hente en gavekurv indpakket i dejligt knitrende celufan, for at gøre pakken endnu mere spændende!

Alt i alt gik prøven fint. Helmuth var fokuseret op til 87% og hente/bringe øvelsen overlevede vi uden fejl. MEN jeg lavede en rigtig træls fejl ved skiltet Stop-Bliv-1skridt væk-Kald i plads. Jeg vender og tager et skridt samtidig, men man skal først vende OG SÅ tage et skridt. Derfor får jeg -10 point for den. Den øvelse laver jeg aldrig forkert igen! 

Med lidt skæve positioner og lidt minus for at Helmuth gik ind i min bane, ender vi på 84 point. Vi har stadig mere end bestået, så jeg er rigtig tilfreds. 

Det positive var en veloplagt Helmuth som fulgte godt med i tempo, især i tyskervendingerne, en rigtig god bakke, og han var hurtig til at komme tilbage i kontakt, når jeg sagde plads eller hans navn. 

Søster Alma gik efter sit sidste godkendte resultat i ekspertklassen, men det var desværre ikke dagen i dag. Hun gø'er på banen og det trækker for meget ned i point. Vi krydser fingre for næste prøve. 

Signe og Venus klarede skærene i begynderklassen og fik roset og ny titel som rally begynder mester med 82 point. Stort tillykke! 

Hverken Signe eller jeg var specielt imponerede over dommeren. Til min banegennemgang viste han forkert rundt på banen samt forkert rundt om skiltet sidestep til venstre. Under Signes banegennemgang ændrede han på skiltene undervejs. Han virkede noget ukoncentreret. Men nu er vi også godt forvænt med vores egen træner, som er perfektionist.

Nu går der en måned inden næste prøve men træningen starter heldigvis op på tirsdag. 

Helmuth er blevet så god til at slappe af, når vi er afsted

Vores basecamp

Helmuth nyder udsigten fra teltet

Venus syntes, det var meget koldt!

Godt at være hjemme igen

Bytur

Det er længe siden, at jeg har været på en ordentlig bytur. 

Tiden er knap med datter, 3 hunde og 2 jobs. Så det er med at nyde ferien med tid til lidt ekstra. 

Vera og jeg hyggede os derfor i dag en hel time i Svendborg centrum! Først var det hele temmelig overvældende for den lille hund. Hun suger alt til sig og søger ind i sig selv, hvis det bliver for meget, så jeg måtte arbejde ekstra opmuntrende for at holde god kontakt til hende. Som udgangspunkt ønsker jeg, at hun kigger sig godt omkring og undersøger de ting der kommer forbi på hendes vej. Men bliver det for meget, skal hun vide, at jeg er der for hende. Vi gik både rundt i gågaderne og satte os til tider på en bænk for at se verden gå forbi os. 

Jeg skal se at finde tid til et par ture mere. Det er fantastisk miljøtræning og yderst vigtigt for alle hunde, men især følsomme sjæle. En langsom, god tilvænning opbygger en stærk psyke så nye oplevelser bliver rituelle i stedet for overvældende.

Vera ved lystbådehavnen i Svendborg

Rally eventyret fortsætter

En lang, varm dag er overstået og Helmuth har fået endnu en titel til samlingen; Rally øvet mester!

Vi har været til prøve i Hasmark hos Berner Sennen klubben på jagt efter det sidste godkendte resultat i øvet klasse, og det fik vi sørme. En lidt langsomt reaktion fra sit til dæk og så gik vi ind i hinanden i slalomen (tror, jeg var ved at være lidt dehydreret og slingrede en smule for Helmuth gik fint), hvilket gav et par minuspoint. Men 98 point var både nok til den sidste pind og til at vinde Øvet klasse!  

Det var afslutningen på et forrygende ralleprøve-forår.

Vi har stillet til 6 prøver med 3 godkendte resultater i begynderklasse (95, 96 og 97 points) og 3 godkendte resultater i øvet klasse (99, 87 og 98 points).

Nu skal vi i sommerferien træne Gå hen og læg dig, fremadsendelse til kegle, send over spring-ro-spring tilbage. Så er vi klar til ekspert klassen i efteråret.

Rally eventyr

Helmuth og jeg er startet på et lille rally lydigheds eventyr.

Hele sidste år har vi arbejdet på vores samarbejde med god hjælp fra min skønne træner Iben. Og her til foråret var jeg mentalt klar til at prøve en rallyprøve. 

Når jeg er klar, er Helmuth også klar!

Og sikke da en start vi har fået.

D. 23. april havde vi debut i begynderklassen hos DKK kreds 6 i Århus.

Det gik forrygende og vi fik 97 point ud af 100. Vi blev trukket lidt i point for flow. Fair nok da Helmuth hang lidt i bremsen ved alle vendinger højre rundt. 

Der var hård konkurrence den dag og vi blev nr. 17 ud af 54.

Kr. Himmelfartsdag tog Signe og jeg hundene med til rallyprøve i Esbjerg.

Igen gik det forrygende og vi fik 95 point ud af 100. Igen lidt minus for flow og så måtte jeg tage en øvelse om, da udstillingshunden vælger at sætte sig i øvelsen "stå" tsk tsk. 

Denne dag endte vi som nr. 6 ud af 25.

I dag har vi været til doubleprøve på vores hjemmebane i Nr. Broby.

Vi startede først i begynderklassen og fik 96 point ud af 100. Jeg fik minus 3 point for at tabe snoren i tyskervending, tsk tsk. Herudover minus 1 point for at træde Helmuth let over den ene pote i venstre rundt 360 grader. Stakkels Helmuth at skulle klare sig med sådan en hundefører-mor.

Vi endte som 3. vinder.

Nu havde vi 3 godkendte resultater i begynderklassen, fik titlen Rally begynder mester og kunne rykke op i øvet klasse. 

I næste klasse i dag (jeg havde nemlig meldt os til hos begge dommere, når det nu var en doubleprøve) startede vi så i øvet klasse. Og hvad sker der? Vi får sørme 99 point ud af 100 og går hen og vinder klassen!! Et enkelt minus da jeg kommer for tæt på det allersidste skilt og Helmuth derfor snitter det, da han skal gå rundt om mig. Dommeren spurgte også, hvad det nu lige skulle til for, for ellers havde vi fået fuldt hus! 

Uanset resultaterne er jeg så glad for, at Helmuth er blevet så rolig og fokuseret på mig, når vi er ude. 

Han er en absolut fornøjelse at have med.

Særdeles lovende

er min fine, lille Miss PowerPuppy.... Det synes både jeg og Arne Foss, som var vores dommer på udstilling i Roskilde i dag.

Min tro udstillings følgesvend Sanne var med igen. Hun var med på hele eventyret med Helmuth og nu starter vi et nyt eventyr sammen med Vera.
Det er SÅ skønt med selskab. Ellers kan sådan en udstillingsdag godt blive laaaaang.

Vera fik hilst på mange hunde og mennesker. Især ét par faldt pladask for hende. De var ude og se efter ny hund, og kiggede på spansk vandhund, lagotto, portugisisk vandhund og barbet. Vi fik en lang snak, og efter at have været rundt og se på de andre racer, vendte de tilbage og har nærmest allerede bestilt en hvalp fra Vera. Men hun udstråler også en god balance mellem nysgerrighed og følsomhed, som er yderst charmerende. De forlod os velvidende, at de vil holde øje med os de næste par år. Ved ikke om det er godt eller skidt:-D

I ringen inden os var Rhodesian Ridgeback og en ordentlig r..fuld af dem. Jeg havde regnet mig frem til at vi skulle i ringen kl. ca. 11.30-12.00, men vi kom først til kl. 13.30! Og da var Vera ved at være mættet af indtryk.

Da vi endelig kom ind, havde hun svært ved at fokusere og hun snusede hele tiden i græsset. Dommeren var utrolig sød og meget rolig og forsigtig overfor hende. Så det blev alligevel en god oplevelse for os begge.

Hendes kritik lød på:
7 mdr. feminin. særdeles lovende. trevlig helhed. udmærket kønspræg. lovende skalle. fint udtryk. bra næseparti. tilstrækkelig kropsvolumen. meget gode sidebevægelser. velstillet pels. korrekt haleansat.super temperament.

Og jeg kan kun give dommeren ret:-)

Sikke en dejlig dag og hvor er hun en fornøjelse at have med.

Vores lille teltlejr

Vera ligger og holder øje med verden

Helmuths søster Alma kom lige forbi

Vera med sin bedste hvalp roset

Vera efter at hun havde været i ringen. Og derfor tog vi ikke i store ring

Video fra opvarmning

Video fra ringen

Nosework

Vilma og jeg har været på kursus i nosework. Og hvilken fantastisk oplevelse!

Nosework er en amerikansk hundesport, hvor man arbejder med, at hunden skal allokere forskellige, udvalgte dufte.

I Europa har man valgt duftene eukalyptus, laurbær og lavendel.

Eukalyptus er den første duft, man introducerer hunden til, fordi den spreder sig hurtigst. Det vil sige, at hunden kan fange duften i luften på en rimelig afstand. Laurbær spreder sig ikke meget, så hunden skal være helt tæt på kilden, før den fanger duften. Og lavendel er midt imellem.

Det første, vi skulle lære hundene, var at reagere på duften - på nørdesprog hedder det at betinge duften. Vi fik hver en te-si, hvori der lå en vatrondel med en dråbe eukalyptus hydrolat. Herefter sad vi selv og duftede til te-sien, og gjorde hunden nysgerrig. Når den kom frem og duftede til den, prop-fodrede vi med de aller-lækreste godbidder lige oppe foran sien. Efter nogle gentagelser lærte hunden at forbinde sien og duften med masser af godbidder.

Herefter gik vi over til, at hunden skulle allokere duften blandt en masse bøtter, som stod blandet på gulvet. Instruktøren Sofia havde sat en filtprop fast i den ene bøtte og dryppet eukalyptus på. Vi lagde en godbid ved siden af filtproppen. Nu skulle hunden finde den rigtige bøtte. Og det klarede de alle super flot. Herefter fjernede vi godbidden, så hunden udelukkende gik efter eukalyptus duften. Igen succes for alle.

Vilma syntes dog, det var en smule kedeligt, så hun begyndte at lege med bøtterne. Jeg har måske lavet for mange aktiveringsspil med kopper og bøtter:-)

Dette var programmet for første dag og hundene var godt trætte herefter.

Næste dag skulle vi lave indendørssøg.

Vi placerede en lille dåse med eukalyptus forskellige steder i den hal, vi var. Når hunden skulle søge, startede vi altid hunden ikke længere end 1,5-2 meter fra dåsen. Så skulle den afsøge en lille område for at finde duften.

Senere gik vi udenfor for at lave udendørssøg.

Jeg var faktisk helt nervøs... Skørt! Hundene skulle finde en lille bitte medicinæske med duft i en stor stak træstubbe og savsmuld. Må bare sige, at min nervøsitet blev gjort til skamme. Vilma og de andre hunde fandt selvfølgelig duften igen!

Det var en helt fantastisk inspirerende weekend. Utroligt så hurtigt hundene lærer at vælge én duft fremfor alle andre gode dufte, udelukkende fordi vi har betinget denne duft med hundens absolut bedste belønninger.

Efter kurset har jeg hygget mig med at gemme dufte rundt i huset, og Vilma har fundet dem hver gang.
Jeg er også gået i gang med at betinge duften for Vera og lave beholdersøg. Det er lidt sjovt at træne med en hund, som ikke har nogle forkundskaber i forhold til at søge eller markere. Jeg skal være meget glad og tydelig for at vise hende, at hun gør det rigtigt.

Vi glæder os til fortsætterkurset. Indtil da arbejder vi videre med eukalyptusen. Om et par måneder går jeg så i gang med at introducere en ny duft også.

Vilma demonstrerer beholdersøg

Vilma i gang med udendørssøg