tirsdag den 9. juni 2015

Midtvejs status

på mine 2015 planer for hundene, hundeskolen og jeg selv er, at det egentlig går meget godt:-)

Min champ i Neumünster
For Helmuth var planerne i år at han skulle blive international udstillingschampion - TJEK. Og at han gerne skulle modnes og falde mere til ro - Her har vi stadig en del at arbejde på. Men denne aftens rallytræning gik forbløffende godt, så jeg er fortrøstningsfuld. Selv med nye hunde på holdet, havde vi kontakt og jeg kunne holde hans gøen på et minimum (efter de første 10-15 minutter som altid er svære...).

Do it træning
For Vilma var planerne at fortsætte Do it træningen, så hun skal ende ud med at kunne udføre ny adfærd via Do it. Vi har lavet nogle nye øvelser på denne måde, men hun har stadig ikke forstået konceptet helt. Øvelser med redskaber er tydeligvis nemmere for hende at forstå og disse kan vi godt lave via Do it, Men at imitere kropsbevægelser er stadig svært, og her har vi meget at arbejde med endnu.

Herudover er jeg begyndt at lave styrketræning med hende efter hendes gigt-diagnose. Jeg cykler også en lille tur med hende en gang om dagen hvor hun skal løbe i langsomt trav inde i grøftekanten i højt græs. Men turen skal være kort for ikke at overanstrenge hende her i starten. Disse øvelser for at få opbygget masser af gode, stærke muskler og opretholde en god kondition, så hun kan holde i mange år endnu. Hun synes i hvert fald, at det er sjovt:-)

For mig selv var planerne at starte på uddannelsen i kinesiologi og jeg er i fuld gang. Har gennemført de 4 basiskurser i kropsafbalancering her i foråret, et kursus i telepati og første kursus i kinesiologi til dyr. I sensommeren og efteråret følger 2 kurser i stressfrigørelse, et kursus i fastlåste følelser, kinesiologi til dyr 2 og for hyggens skyld har jeg besluttet at tage de 4 basiskurser igen. Så jeg ved godt hvad jeg skal lave efter sommerferien.
Herudover havde jeg lovet mig selv en solrig udlandsrejse og turen går til Italien til sommer. Hold da op, hvor jeg glæder mig!

Ulla og Gaja på kursus i kropskontrol
For hundeskolen var planerne at prøve nogle nye koncepter af. I januar/februar afprøvede jeg Do as I do konceptet på mine kursister, og de syntes det var sjovt! Jeg forestiller mig at afholde et nyt kursus igen til vinter. Det er en fin indendørs aktivitet i de mørke vintermåneder:-) Herudover er Nita i fuld gang med sine kurser i kropsbevidsthed og styrketræning. Jeg lader mig inspirere til øvelser med Vilma, og ellers nyder jeg for en gangs skyld at stå på sidelinjen.

Om et kort øjeblik er det også tid til Hundens dag, som igen i år er på programmet. Vi har sammensat nogle spændende aktiviteter (synes vi selv) og glæder os meget til dagen.

Det var en "kort" midtvejs status. Når jeg kigger tilbage, kan jeg egentlig godt forstå, at jeg en gang i mellem er lidt træt, når jeg endelig falder i sofaen. Og jeg takker min familie for at acceptere alle de weekender, hvor jeg er afsted på kursus:-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar