For 3 uger siden satte Vera og jeg os i bilen og kørte mod Holland.
En lille tur på 8 timer lød overkommeligt, og passer med en almindelig arbejdsdag, så den tur kunne vi to damer sagtens klare sammen (tænkte jeg).
Nu var det så bare fredag og Tyskland med masser af trafik og vejarbejde, så turen endte med at tage 11 timer! Det var lige i overkanten af, hvad jeg syntes var sjovt til sidst. Og jeg havde en fornemmelse af, at hver gang vi stoppede på en ny rasteplads, kiggede Vera på mig med et blik som "hvad har du gang i! - endnu et sted med masser af lastbiler og larm! - jeg vil hjem!"
Jeg fik i hvert fald udvidet mit meget begrænsede tyske ordforråd med "Wir bauen für Ihr", "stau" og "verkehr".
Endelig ankom vi til Anja og Erik, som har Veras søster Lizzy og Luna, der er fra mormor Yatzies andet kuld. Jeg har aldrig mødt Anja og Erik før. Vi har kun fået kontakt, fordi vi har hvalp fra samme kuld. Det er sjovt som venskaberne nogle gange dannes.
Vera virkede temmelig betuttet efter køreturen. Hun var meget stille og syntes at Lizzy og Luna var lige pågående nok. Så hun holdt sig tæt på mig.
Efter en god nats søvn, vågnede vi op til en ny dag. Vera fik aldrig leget igennem med Lizzy. Hun virkede stadig meget tilbageholden og brød sig ikke om den pågående søster, der hele tiden duttede til hende med snuden for opmærksomhed.
Til middag kørte vi afsted for at mødes med opdrætter Elisabeth, mor Moët, mormor Yatzie og søster Merveille sammen med hendes nye ejer Karin. Merveille var desværre ikke kommet til den bedste familie for hende, så Elisabeth hentede hende hjem igen og har nu fundet en rigtig sød familie, hvor Merveille er i centrum, som hun har fortjent.
Vi gik en tur i den skønneste hundepark. Her var sø og masser af areal til at løbe. Og endelig tøede Vera op. 4 timer i de skønne omgivelser med Veras familie, var lige hvad hun havde brug for, og det var hele turen værd.
Hvis man skal sammenligne søstrene så er Vera klart den højeste, har en længere krop og slankeste af søstrene. Hun har tydeligt lysere pels ligesom sin mor. Ja, faktisk ligner hun sin mor rigtig meget. Men alle 3 søstre er glade, utrolig søde hunde.
Billeder fra vores lørdagstur med Veras familie. Karin, Merveilles nye mor, er fotograf og står for billederne eftersom jeg glemte mit kamera i bilen...
 |
| Fra venstre: søster Merveille, mor Moët, mormor Yatzie og Vera |
 |
| Fra venstre: Mor Moët, mormor Yatzie og Vera |
 |
| Fra venstre: Yatzies datter Luna, søster Lizzy, søster Merveille, mormor Yatzie, Vera og mor Moët |
 |
| I hundeparken: De tre søstre med Lizzy i spidsen og Vera til sidst |
 |
| Vera |
 |
| Vera var ikke helt så meget vandhund som de andre, så hun holdt sig i kanten |
 |
| Smukt sted! |
 |
| Alle andre, undtagen Vera, i vandet |
 |
| Fra venstre: søster Lizzy, mor Moët, Vera og søster Merveille. Efter 4 timer i hundeparken:-) |
Søndag sagde vi farvel til familien og tog vest på. Der var nemlig clubmatch i den hollandske barbetclub med 54 barbeter tilmeldt. Jeg ville gerne forbi og studere de forskellige typer.
Jeg må sige, at jeg var temmelig skuffet over de udstillede hunde.
Det er tydeligt, hvad den enkelte opdrætter fokuserer på. Den ene laver meget små hunde, for små efter min smag. Den anden laver alt for høje hunde, sådan nogle langbenede giraffer. Det så også helt skørt ud. Den opdrætter hvor udseende kom tættest på, hvad jeg kan lide, fik jeg så at vide, at hendes hunde begynder at få problemer med temperamentet og bliver mere udadfarende. Den ene unge han fra hendes opdræt var også mere interesseret i at starte en slåskamp med hannen bagved end at vise sig frem.
Der var en del barbeter med et temmelig højt energi- og støjniveau. Så jeg vil sige, at de hollandske opdrættere imponerede mig ikke synderligt.
Min konklusion var, at når jeg skal kigge efter en hanhund til Vera, skal jeg være meget opmærksom på at se hanhunden (også helst forældrene) og ikke kun tage andres ord for temperament.
Hvis det er udviklingen for racen, vil barbeten snart ikke være den nemme familiehund, den burde være. Og så skal racebeskrivelsen ændres.
Vi var så heldige at møde Miska med Dolce, som var på besøg hos os for 2 år siden. Efter udstillingen var slut gik vi ud på marken bagved hallen og slap hundene løs. Det var lige den afterparty, Vera havde ventet på. Der var en meget beskidt grøft ved siden af marken. Alle var opmærksomme på at deres hunde ikke sprang derned, for de var meget tiltrukket af det klamme vand. Jeg når lige at sige, at Vera endnu ikke har fundet ud af at hun er en vandhund, så jeg kan tage det helt roligt. og vupti, står hun i den klamme grøft!
Billeder fra afterparty i den hollandske barbetklub:
 |
| Fangeleg i bedste barbet-stil. Vera til venstre |
 |
| Mere fangeleg |
 |
| Vera (tv) og Dolce (th) |
 |
| Vera overvejer en ekstra gang om hun skal forlade mig for at følge efter kammeraterne |
 |
| Og til sidst en tur i den klamme grøft |
Nå, men hun blev dejligt træt til køreturen hjem, som heldigvis gik smertefrit. Søndag er en noget bedre dag at køre gennem Tyskland! Hjemturen tog "kun" 9,5 time, men kunne næsten ikke gøres hurtigere med indlagte tisse- og spisepauser for hund og menneske.
 |
| Vi delte lige en portion pommes frites til aftensmad |
 |
| En af de utallige rastepladser |
 |
| Heldigvis var der bag de fleste rastepladser mulighed for at gå en fin tur inden næste køretur |
Vera blev meget glad, da jeg for sidste gang slog bagsmækken op, og hun så, at vi var hjemme.
Det var en super tur med mødet med mange gode venner. Og jeg er så stolt af min lille krøllebølle. Hun var SÅ nem at have med rundt, dejlig social og rolig uden at være nervøs for de nye omgivelser, selvom det var noget af en tur, jeg havde taget hende med på.
Hvor er det altså ærgerligt, at der ikke findes flere barbeter i DK, så vi sammen kunne vise racen mere frem. Jeg håber, at det vil hjælpe, hvis Vera kommer til at egne sig til avl, så det bliver muligt at få en dansk barbethvalp. Det kan ofte afskrække folk, hvis de skal til udlandet og hente en hvalp.
Kryds fingre for Veras fremtid:-)
