lørdag den 14. maj 2016

Rally eventyr

Helmuth og jeg er startet på et lille rally lydigheds eventyr.

Hele sidste år har vi arbejdet på vores samarbejde med god hjælp fra min skønne træner Iben. Og her til foråret var jeg mentalt klar til at prøve en rallyprøve. 

Når jeg er klar, er Helmuth også klar!

Og sikke da en start vi har fået.

D. 23. april havde vi debut i begynderklassen hos DKK kreds 6 i Århus.
Det gik forrygende og vi fik 97 point ud af 100. Vi blev trukket lidt i point for flow. Fair nok da Helmuth hang lidt i bremsen ved alle vendinger højre rundt. 
Der var hård konkurrence den dag og vi blev nr. 17 ud af 54.

Kr. Himmelfartsdag tog Signe og jeg hundene med til rallyprøve i Esbjerg.
Igen gik det forrygende og vi fik 95 point ud af 100. Igen lidt minus for flow og så måtte jeg tage en øvelse om, da udstillingshunden vælger at sætte sig i øvelsen "stå" tsk tsk. 
Denne dag endte vi som nr. 6 ud af 25.

I dag har vi været til doubleprøve på vores hjemmebane i Nr. Broby.
Vi startede først i begynderklassen og fik 96 point ud af 100. Jeg fik minus 3 point for at tabe snoren i tyskervending, tsk tsk. Herudover minus 1 point for at træde Helmuth let over den ene pote i venstre rundt 360 grader. Stakkels Helmuth at skulle klare sig med sådan en hundefører-mor.
Vi endte som 3. vinder.
Nu havde vi 3 godkendte resultater i begynderklassen, fik titlen Rally begynder mester og kunne rykke op i øvet klasse. 

I næste klasse i dag (jeg havde nemlig meldt os til hos begge dommere, når det nu var en doubleprøve) startede vi så i øvet klasse. Og hvad sker der? Vi får sørme 99 point ud af 100 og går hen og vinder klassen!! Et enkelt minus da jeg kommer for tæt på det allersidste skilt og Helmuth derfor snitter det, da han skal gå rundt om mig. Dommeren spurgte også, hvad det nu lige skulle til for, for ellers havde vi fået fuldt hus! 

Uanset resultaterne er jeg så glad for, at Helmuth er blevet så rolig og fokuseret på mig, når vi er ude. 

Han er en absolut fornøjelse at have med.