14 dage med Miss PowerPuppy

....er nu gået.

Vores indbyrdes forhold bliver stærkere, og hun ved nu, hun hører til hos os.

Øjenkontaktøvelsen har givet hende en god forståelse af sit navn. Vi udvider nu øvelsen med kontakt, mens hun går. Det er første skridt til en god lineføring.

Alt er i bevægelse

En ting, jeg har lagt mærke til, er, at hun følger alt i bevægelse. Og hun lægger ikke mærke til, hvad det er. Når vi går inde i byen, følger hun det første, bedste par ben, der passerer:-)
Jeg kender til den stærke flokdrift hvalpe har, da de ikke ville overleve uden. Men det er sjovt at gå og se, hvordan det udspiller sig.

Indkaldet på fløjte bliver mere og mere bevidst. Hver gang hun skal have mad, fløjter vi. Når vi går rundt udenfor, har vi altid godbidder og fløjte med, og træner flere gange i træk.

I skoven

Den anden dag havde jeg hende med nede i skoven. Jeg ville træne at gå i snor, men hun gik så fint ved siden af mig, at jeg tog snoren af. Hun får masser af godbudder for at tage spontant kontakt og blive ved min side.
Da vi kom i skoven, skulle hun stadig blive hos mig. Hvis hun skal bruges på jagt, skal hun kunne bevare fokus og arbejdslysten i skoven, så den ikke bliver én, stor legeplads.

Held i uheld - skoldkopper, bedsteforældre og hvalpepasning

I løbet af ugen er hun blevet passet hos mine forældre, så hun har ikke været alene med hundene mere end 15 minutter ad gangen endnu. Det var held i uheld, at Ella fik skoldkopper i mandags, så hun alligevel skulle passes af mormor og morfar. Så kunne Vera komme med:-) Ellers var jeg lige ved at blive stresset over, hvordan vi skulle planlægge ugen med at være hjemme og arbejde samtidig, da Vera stadig er for lille til at være alene hjemme (på trods af at vi har de andre hunde).

På rideskole

I lørdags skulle Ella have sin første ridetime ever, og det skulle være Veras store miljøtrænings-moment i denne uge. Det var også en oplevelse. Ponyerne var til en start lidt farlige, men vi tog det stille og roligt og langsomt med øjenkontakt og godbidder nærmede vi os stalden. Da ponyen kom ud på ridebanen, blev den mere spændende. Nu bevægede den sig (satte gang i flokdriften), og hun havde fået så mange godbidder for bare at se på den i stalden, at Vera så det positive i den.
Mit fokus var 2 ting i løbet af ridetimen; 1) træne øjenkontakt med forstyrrelser, 2) træne at vente og lave ingenting. Især den sidste har jeg fokus på, da det er en af tingene, jeg har misset med Helmuth og døjer med nu.

Søndag havde vi familiemiddag hos mine forældre, så her stod den på masser af nye mennesker.

Hormoner gør gode venner

Vilma er blevet højløbsk, og det er faktisk også meget godt. Nu synes hun, Vera er fantastisk sjov at lege med, og spiller op. Så de hygger sig virkelig om aftenen. Vilma er lidt ekstra fjantet pga. hormonerne, men hvis det er det, der skal til, for at hun affinder sig med Vera, så hilledusseda:-) Man siger også, at ting indlært med hormoner, sidder ekstra godt fast. Så når hendes forhold til Vera bygger på masser af hormoner, bliver de uadskillelige:-D
Til gengæld har Helmuth det hårdt i disse dage....

Jeg må simpelthen sige her til sidst, at hun er bare sådan en glad hvalp og skaber glæde ved sin bare eksistens! Ja, hun er energisk, men hun har samtidig et blødt og meget kærligt sind. Det er trods alt ikke hovedkulds fuld fart frem hele tiden, men mere et indre drive, som gør hende glad og nysgerrig.

Vi træner øjenkontakt ved rideskolen

En meget fleksibel hvalp.... Hun har mange sjove sovepositioner

Dagens aftensmad, mums! Efter en tur ved slagteren efter 11 kg. ben

Vilma og Vera bliver bedre og bedre venner

Miss PowerPuppy

A ka Vera er flyttet ind! Hvilken lille herlighed! Så lille en klump, fyldt med så meget glæde!

Efter 6 dage i huset kender hun os nu, og følger nysgerrig med i alle dagligdagens gøremål.

Mandag sagde vi og Vera farvel til Elisabeth og drog mod Amsterdam lufthavn. Det var en mærkelig fornemmelse at rejse med en lille hvalp, som ikke kendte os. Der var utrolig mange indtryk i lufthavnen. Hun sad i sin taske og kiggede på den store verden, som havde åbnet sig. Fra check-in til sikkerhedskontrol til mylderet i terminalen. Da vi endelig kom til gaten og satte os ned, puttede hun sig ned i tasken og SOV. Hun sov hele turen i flyet. Og da vi landede, vågnede hun kort, mens vi hentede bagagen. Herefter sov hun også resten af vejen hjem i bilen.

Første møde med Vera hos Elisabeth. Masser af kys!

Vera sover med hovedet i min hånd ved gaten

I flyet på vej hjem

Ella var rigtig glad og spændt på at se hende, da vi endelig var hjemme efter 6,5 times rejse. Hun startede med at give hende aftensmad, så de kunne lære hinanden lidt at kende. Ellers gik Vera roligt rundt og kiggede sig omkring.
Vilma syntes, det var et mærkeligt væsen, vi havde taget med os. Og hun venter nok stadig lidt på at hun flytter ud igen. Hun ignorerer mest Vera og hvis Vera bliver lidt for fræk, får hun et ordentlig VOV.

Helmuth tager hende mere naturligt til sig. Han ved ikke helt, hvordan han skal lege med hende. Men virker ikke på samme måde irriteret. De to barbet'er følges ad rundt omkring i haven. Han er og bliver en rigtig god storebror til sådan små væsner.

Ella lærer Vera at kende

Helmuth passer godt på den lille nye

Alle sover sammen i stuen

Denne første uge har jeg sovet med hundene på en madras inde i stuen om natten. Ella sov med os den første nat.

Det er så vigtigt at lære hinanden at kende, og den eneste måde at gøre det på er ved at være sammen hele tiden:-) Så jeg har holdt ferie og brugt al min tid på gulvet med hundene, hygget, nusset og leget.

Ellers er tiden gået med at vise Vera rundt på matriklen, været ved dyrlæge til vaccination, med mig på forlaget og revidere bog, en tur i gågaden, haft besøg af min faster og hendes hund Modjo, besøg af Signe med lillefisen Venus, været til hvalpemotivation for første gang og til sidst en tur forbi svigerforældrene i dag.

Hun er simpelthen SÅ glad og hygger sig, hvorend hun er.

Det træner vi

Af øvelser træner vi øjenkontakt og indkald på fløjte. Det vil også være disse 2 øvelser vi fokuserer på den næste uges tid, inden vi begynder at bygge mere på.
Jeg har alle 3 hunde siddende foran mig og træner deres navne på skift. På den måde lærer de 2 "gamle" også, hvem Vera er. Og Vera er faktisk rigtig god til at vente, til det bliver hendes tur.

Lidt hjemve

I tirsdags eftermiddag havde hun lige et øjeblik, hvor hun pludselig løb rundt i huset og ind i alle værelser, mens hun peb. Hun ledte simpelthen efter sin mor og søskende. På dette tidspunkt havde det første chok over flyveturen sikkert lagt sig, og hun kunne ikke finde ud af, hvor hun var.
Jørgen satte sig på gulvet, tog hende op og hun faldt i søvn i hans arme. Da hun vågnede, var hun tilbage, frisk og glad igen. Det er den eneste hjemve hun har vist. Virkelig flot klaret!

Smager på den fynske græs

Turen går efter brormand

Helmuth prøver at spille op til Vera

I fuld galop

I dag fik hun så også oplevet sin første sne. Som med alt andet tog hun det som en sjov udfordring og kastede sig ud med snuden lige i sneen og drønede rundt.

Den snebold ser altså meget spændende ud Ella!

Familien samlet om årets første snemand

I morgen begynder hverdagen igen. Jeg tager Vera med denne første dag på arbejde. Og så arrangerer vi os, så både Jørgen og jeg kan tage nogle hjemmearbejdsdage i den kommende uge.
Selvom hun er en mentalt stærk hvalp og hun har to hunde at støtte sig til, er det stadig for tidligt for hende at være alene hjemme i flere timer. Jeg vil gerne lige give hende en uge mere, og så langsomt vænne hende til det.

Lidt af hvert

Det er længe siden, jeg har skrevet, så her kommer både stort og småt.

Vera på vej

Den største nyhed er at vi venter på Vera, vores nye lille hvalp. Jørgen og jeg flyver til Holland på lørdag for at hente hende.

Grunden til at vi skal flyve for at hente hende er de nye rabiesvaccine regler. Danmark har besluttet, at man gerne må importere en hvalp under 3 måneder uden rabiesvaccine, men vi må ikke køre gennem Tyskland. Og derfor må vi flyve, for ikke at vente med at få hende hjem til hun er 4 måneder gammel.

Jeg glæder mig helt vildt!!

Som 5 dage gamle blev hvalpene ramt af en virus, så de første par uger var nervepirrende, men heldigvis spiste vores lille dame sig stor og stærk og overlevede.

Hendes stambogsnavn er Peliyah, som betyder Guds mirakel, så hun får lidt at leve op til:-) Det må vi så hjælpe hende med at opnå.

Bog på vej

Næste nyhed er at mit manuskript ligger hos forlaget, som er i gang med layout, så min bog kan udkomme sidst i november!

Det bliver simpelthen også SÅ fedt!

Den hedder selvfølgelig Et godt hundeliv, som hundeskolen og hele min tilgang til hundene. Og giver tips og råd til at forstå vores hunde, så vi får et solidt grundlag for et godt hundeliv sammen:-)

Vintertræning

Efterårsholdene er ved at være slut. Vi mangler kun den sidste træningsgang på onsdag.
Normalt plejer jeg at holde vinterpause herefter og indtil foråret, men i år fortsætter jeg træning på halvt blus hele vejen igennem vinteren.

Så må vi håbe, at vejret er med os.

På den måde kan Ella nemlig starte til hundetræning med Vera hos mig selv. Og Ella glæder sig rigtig meget.

Kinesiologi til dyr 2

I sidste uge var jeg afsted på 2. kursus i dyrekinesiologi, og nu skal jeg i gang med at øve!

Har allerede en hund som venter på tirsdag. Og et par aftaler med heste.

Det er med at komme i gang med det samme, for ellers glemmer jeg det hurtigt.

Det er så meget anderledes end hvad jeg nogensinde har gjort, men også spændende. Jeg er stadig imponeret over, hvordan man kan spørge kroppen, hvad den selv har brug for, og så arbejde ud fra det.

Vi arbejdede med organreflekser (punkter på huden som er forbundet med forskellige organer igennem nervebaner) Igennem disse organreflekser kan man teste om energien omkring organerne arbejder optimalt. Vi gik også dybere ned i afbalancering via følelser. Følelser har stor indvirkning på dyr, da de er mere spirituelt åbne og ikke styret af vores fornuft:-).

Jeg og 2 medkursister havde den store oplevelse at skulle afbalancere en drægtig hoppe.
Da vi testede hende igennem, havde hun fysisk ondt i næsten hele hendes krop. Når vi rørte skuldre og forben, bed hun efter os. Når vi rørte knæområdet, sparkede hun efter os. Det var lidt af en prøvelse at komme igennem alle vores tests (især for mig, som ikke er så skarp i hestesprog).

Hoppen havde brug for en psykisk afbalancering. Hun havde på temmelig brutal vis mistet et føl og denne sorg bar hun stadig rundt på. Hoppen valgte selv en stressfrigørelse gennem telepati.Og nu stod hun helt stille, uden hverken bid eller spark. Jeg sendte en masse lys til situationen indtil situationen fadede stille og roligt ud. Herefter havde hun brug for støtte via blomsterremedier og til sidst hjerneintegration for at have tillid til fremtiden.

Efter afbalanceringen testede vi hende igennem igen. Hun stod helt stille og den fysiske smerte var væk. Det er simpelthen utroligt! Og en stor oplevelse for mig!

Nu vil jeg nyde denne solrige søndag uden nogle planer overhovedet. SKØNT!